Volleyligaen (herrer) 3/12 2021 kl. 19.15 i Korsørhallen
VK Vestsjælland – Ikast KFUM 1-3 (20-25, 25-14, 20-25, 21-25)
Fredag aften skulle VK Vestsjælland prøve at ryste sidste uges skuffelse af sig, da man hjemme tog imod Ikast KFUM, som man allerede har mødt en enkelt gang i denne sæson på deres hjemmebane. Dengang blev det til en 3-0 sejr til aftenens hjemmehold fra Sjælland, men det skulle vise sig at blive en vanskelig opgave denne aften i Korsørhallen.
Her kom Ikast nemlig bedst fra start og kom på 10-4 inden hjemmeholdet kunne nå at se sig om. De holdt føringen til 9-18, men ved 13-20 kom VKV’s Daniel Gordon på banen, som med en god servestime sikrede holdet fem point i streg. Det var dog ikke nok til at indhente hele forspringet, og udeholdet kunne se sig som sejrherrer i første sæt med en score på 25-20.
I andet sæt var det dog VK Vestsjælland der kom foran 19-10 og 22-12, inden man sikkert og effektivt kunne lukke sættet 25-14. Så virkede det ellers som om, at hjemmeholdet var tilbage på rette spor frem mod 3. sæt. Her tog Ikast dog nogle afgørende ryk tidligt i kampen, hvor de fik flere gode stimer med point, der førte til et forspring på 12-6. Endnu engang blev det lige ved og næsten for VKV, som hentede fire point i træk og kom op og snusede til udligningen et par gange. Men igen manglede de den sidste koldblodighed til at lukke hullet, og sættet endte 25-20 til udeholdet.
I fjerde sæt kulminerede et muligt comeback, hvor VKV ellers var foran 17-11, med endnu en spand koldt vand i hovedet. Jyderne fik nemlig indhentet hjemmeholdet igen og fik blandt andet hele seks point i træk i slutningen af kampen, som altså sikrede dem en sætsejr og en samlet sejr på 3-1.
Med en sejr kunne VK Vestsjælland have sneget sig op på 4. pladsen i Volleyligaen, efter selvsamme Ikast havde slået ASV Elite tidligere på ugen. Men den chance glippede, og VKV skal nu prøve at ryste endnu et nederlag af sig, når de på tirsdag drager over bæltet for at møde DHV Odense. Det er samtidig deres sidste Volleyligakamp i dette kalenderår og dermed sidste chance for at få et bedre udgangspunkt frem mod sidste halvsæson.
Holdets topscorer blev Victor Lünell med 14 point, mens holdets bedste blokspiller blev Franco Drago med 4 blokader.
Cheftræner Rolf Meegdes udtalte efter kampen: “Ikast spiller en fin omgang volley, selvom vi egentlig lukker ned for deres store diagonalspiller. Men deres nye kant har vi ikke helt styr på. Vi spiller ikke selv helt op til niveau desværre, som er kendetegnet for os for tiden. Det gør det hele til en rutsjebanetur. Nu har vi gjort det hele lidt svære efter to dumme nederlag, men lad os nu se, om vi ikke kan slutte året godt af inden pausen og komme stærkere tilbage på den anden side af julen.”
Holdets næste kamp er tirsdag den 7/12 klokken 20.00 i Dalumhallen, hvor man møder DHV Odense i Volleyligaen.