Bibliotekerne danner rammen for klassiske fyraftenskoncerter streamet direkte fra Det Kongelige Bibliotek. Den næste koncert i rækken afholdes den 1. marts kl.17.00 på Slagelse og Korsør Bibliotek.

Over tre fyraftenskoncerter, hvor denne er den anden, vil Kind of Cyan i løbet af dette forår fremføre værker fra den musik-historiske kanon spejlet i nye forfriskende værker eller formater.

Multikunstneren Lera Auerbachs klavertrio nr. 2 er stærkt inspireret af det tredelte billede trip-tykonet. Inspirationen er fundet i netop tredelingen og Auerbach har udtalt: ”I This Mirror has Three Faces kan man se på tre forskellige ansigter, tre forskellige roller af den samme person, eller se på tre forskellige personligheder – hver med sit ansigt. (…) Det er som at skabe et drama med indbygget konflikt mellem de tre” Auerbachs inspirationskilder anes som nuancer af Bach, Vivaldi og Sjostakovitj, og derfor har aftenens tre musikere valgt at understrege denne ”Bach-feeling” ved at fremhæve Auerbachs forhold til fortidens kæmpe med suitesatser af J.S. Bach.

Streaming-samarbejde med landets folkebiblioteker
Forårets tre fyraftenskoncerter med Kind of Cyan streames til tilmeldte folkebiblioteker (heriblandt Slagelse og Korsør), og publikum fra hele landet får derved mulighed for at opleve og efterfølgende stille spørgsmål til værket, musikerne og deres arbejde.

Medvirkende: Josefine Dalsgaard, violin · Marie Louise Lind, cello · Petya Hristova, klaver
Det er gratis at deltage og tilmelding sker via. www.slagelsebib.dk. Koncerten forventes at vare en time.

Pressefoto