Som folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Slagelsekredsen, mener jeg at der bør være langt mere respekt for SOSU-faget, end hvad der er i dag.

Vi kan starte med at anerkende, at det ikke er alle mennesker, der egner sig til at arbejde med ældre. Det har vi set dokumenteret på plejehjem og i hjemmehjælpen flere steder i landet. I Det Konservative Folkeparti ønsker vi at ændre reglerne, så også SOSU-hjælpere er omfattet af autorisationsloven og dermed kan miste retten til at arbejde med ældre. Behandler man en borger grimt og nedværdigende, mener vi, at man skal finde sig en helt anden branche at beskæftige sig med. Også selvom vi er i en tid med store rekrutteringsudfordringer, hvor det er svært for ældreplejen at finde personale.

En autorisation i SOSU-faget vil være med til at styrke prestigen forbundet med branchen, og på den måde gøre det mere attraktivt for studerende at søge hen på SOSU-området. I en nyere undersøgelse fra Uddannelse og Forskningsministeriet bliver det også slået fast, at større prestige har indflydelse på studerendes valg af uddannelse.

En autorisation på SOSU-området vil derfor være et godt skridt i den rigtige retning for højere kvalitet i ældreplejen, og dermed også for bedre vilkår til vores ældre.

Det vil jeg arbejde for, hvis jeg bliver valgt til Folketinget.

Jesper Wienmann Hansen,
Folketingskandidat i Slagelsekredsen for Det Konservative Folkeparti

Pressefoto