Herboende ukrainere og danskere kalder til fakkeloptog i Slagelse den 24. marts kl. 20:00 ved Sct. Mikkels Kirke. Alle er velkomne.

Det sker i forlængelse af den særlige andagt i Sct. Mikkels Kirke kl. 19:00, kaldet “andagt for fred” ved sognepræst Simon Buchwald og organist Martin Legène Jensen.

“Vi står sammen om håbet og tænder lys for dem, der vandrer i mørke.” lyder det fra sognepræst Simon Buchwald om fakkeloptoget, der arrangeres af frivillige fra henholdsvis foreningen Sammen Om Slagelse, Help Ukraine Denmark og Sct. Mikkels Kirke.

Ved fakkeloptoget vil 1. viceborgmester Jane Dahl holde tale til både de ukrainske flygtninge, herboende ukrainere og øvrige af fakkeloptogets deltagere. Der vil være dansk-ukrainske tolke til stede, som vil oversætte talen.

“Vi er glade for den opbakning der er! Bilka i Slagelse har været så søde at sponsorere 60 lampeoliefakler, og vi opfordrer folk til mest muligt selv at medbringe fakler hvis muligt.” siger Nellie Mimi Carlsen fra Sammen Om Slagelse.

De frivillige har været ude og hænge flere løbesedler op ved dagligvarebutikker og lignende med reklame for arrangementet.

Fakkeloptoget varer 2 km fra Sct. Mikkels Kirke, og kommer blandt andet forbi Schweizerpladsen, Slagelse Rådhus, Nytorv, Slagelse Lystanlæg og slutter tilbage ved kirken.

Datoen for fakkeloptoget er præcis 1 måned efter at Rusland indledte angrebet på Ukraine.

Facebookbegivenhed kan findes her: https://www.facebook.com/events/658365195399783?ref=newsfeed

Pressefoto