På fredag d. 1. april kan kædedirektør i Land & Fritid, Erik Dalsro Jørgensen, fejre 25-års jubilæum i DLG. Dagen markeres samtidig med åbningen af en ny Land & Fritid butik i Slagelse.
Erik Dalsro Jørgensen begyndte sin karriere i DLG i 1997 som servicechef i det, der dengang hed DLG Sjælland Nord. Inden da havde han været godt fire år i Shell Danmark.
Efter knap 10 år, som servicechef, overgik han til stillingen som afdelingsdirektør i Sjælland Nord, hvor han havde ansvaret for salget til landmændene i Nord-, Midt- og Vestsjælland. I 2013 overtog ansvaret som koncerndirektør i DLG´s daværende maskinforretning, Kongskilde Industries.
Siden sommeren 2014 har Erik Dalsro Jørgensen været kædedirektør for de 40 Land & Fritid butikker, som i 2021 præsterede et historisk godt resultat.
Et større fokus på private label produkter samt bedre og mere veldrevet butikker har været nogle af hovedingredienserne i den turnaround, som Land & Fritid har været igennem, og som er gået fra en kæde, der havde svært ved at tjene penge til at levere det bedste resultat i kædens historie.
Land & Fritid hører i dag under DLG Service, og her lykønsker man Erik Dalsro Jørgensen med de 25 år.
“Erik har i den grad løftet Land & Fritid til et nyt niveau. Han er fantastisk til at sætte retningen med god energi og højt humør, og sammen med alle de gode kollegaer i administrationen og i Land & Fritid butikkerne har Erik bygget en veldrevet maskine, som DLG kan være stolte af,” siger Christoffer Hage, direktør i DLG Service.
Som person beskrives Erik Dalsro Jørgensen som en energisk, humoristisk og imødekommende person, hvor folk kan føle sig tryg. Og så har han mantraet om, at det eneste man ikke kan tage fra ham, er det gode humør.
Landbruget har altid fyldt meget hos Erik Dalsro Jørgensen. Han er uddannet landmand – fra Næsgaard på Falster – og er i dag fritidslandmand.
Han bor sammen med sin kone og parrets tre piger på en gård i Kyndeløse ved Kirke Hyllinge i Hornsherred, hvor han driver et konventionelt planteavlsbrug.
På fredag d. 1. april vil der være reception for Erik Dalsro Jørgensen, samtidig med at en ny Land & Fritid åbner i Slagelse. Receptionen finder sted fra 12.00 til 15.00 på Skælskørvej 45, 4200 Slagelse.