Nikolaj Barhny kan 1. juli 2022 fejre 25-års jubilæum i EDC Poul Erik Bech i boligbutikken i Slagelse. Jubilaren begyndte sin karriere som ejendomsmægler på Korsørvej i Slagelse, længe inden butikken fik EDC Poul Erik Bech-logoet på facaden. Da han for første gang i 1997 troppede op foran den røde murstensbygning, var det som ny ejendomsmægler hos EDC Carl Erik Hansen, og den golfglade og havekyndige mægler har haft sin daglige gang i selvsamme stenbeklædte ejendom lige siden.

Nikolaj Barhny siger: “Jeg kan ikke forstå, at der er gået så mange år allerede. Det føles jo som om, at jeg lige er startet, men jeg arbejder også i en branche, hvor tingene hele tiden skifter. Det går altid stærkt, og det gør det enormt spændende. Det er nok også derfor, at der hurtigt går 25 år, inden man får set sig om.”

“Jeg har oplevet mange sjove perioder og episoder i min tid, hvor jeg især husker de lidt skæve eksistenser som noget positivt. Man forestiller sig ikke, hvor mange ting ejendomsmæglere får at vide fra kunderne i det daglige arbejde. Og det er ikke altid lige ejendomsrelevant. Det kan godt blive meget personligt, så vi skal ikke bare kunne sælge, men også være dygtige til at tale med mennesker og være sympatiske. Det kan godt overraske, hvor meget det egentlig betyder nogle gange. Man skal huske at et boligkøb eller -salg er en stor beslutning i livet, og der kan være mange årsager til, at kunderne vælger at købe eller sælge.”

Et foranderligt marked

Boligbutikken i Slagelse kom i 2018 til at hedde EDC Poul Erik Bech. Det medbragte også en tilgang af EDC Erhverv Poul Erik Bech til lokalerne. De to afdelinger har arbejdet side om side lige siden, men Nikolaj Barhny fortæller, at meget andet har ændret sig på 25 år:

“Der er sket meget i min tid. Jeg har oplevet både op og nedture og især under finanskrisen, var det selvfølgelig svært. Mest af alt kan jeg mærke, at kunderne har ændret sig. De er blevet langt mere forberedte og ved meget mere, så det sætter nye standarder for, hvor gode vi skal være. Der ligger et stort arbejde, i det vi laver, og det er kun blevet større med tiden. Derfor er det også fantastisk, når det lykkes, fordi der ligger mange timer og meget dedikation bag.”

“Dertil er hele set-uppet omkring bolighandlerne blevet meget mere professionel. I gamle dage fik kunderne tre billeder af boligen, og hvis de ville se mere, så måtte de møde op til en fremvisning. Det ser man jo ikke mere, hvor alle detaljer bliver fremhævet, og kunderne får et langt større og bedre materiale at forholde sig til. Bankerne har også fået en markant større rolle i dag, hvor de ofte er determinerende for, om en ejendomshandel kan lade sig gøre. Det vidner endnu engang om et foranderligt marked, hvor alle aktører skal være gode til at omstille sig.”

25 år mere?

For Nikolaj Barhny bliver arbejdet som ejendomsmægler i EDC Poul Erik Bech Slagelse aldrig kedeligt. Det eneste, der en gang imellem kræver forandring, er turen hjem fra arbejde.

“Jeg bor blot tre minutter fra boligbutikken og kan hele turen i søvne. Derfor tager jeg med jævne mellemrum en omvej for at se noget nyt. Jeg glæder mig til mange flere år i butikken her. Det er et trygt og pragtfuldt sted at arbejde, og derfor kan jeg heller ikke afvise, at jeg stadig er mægler om 25 år. Jeg tror aldrig, jeg bliver træt af at arbejde som mægler,” siger Nikolaj Barhny, ejendomsmægler i EDC Poul Erik Bech i Slagelse.

Pressefoto