Læseklubber er fantastiske til at øge børn og unges læselyst, styrke læsekompetencer og danne nye venskaber. Det støtter Slagelse Biblioteker og Borgerservice selvfølgelig op om med en række sjove læseklubber for børn og unge hen over efteråret.

Hvorfor læseklubber?

Alle undersøgelser viser, at børn og unge bliver mere habile læsere og opnår større læseglæde, jo mere de læser. Her spiller læseklubberne også ind, for med en læseklub kan man dele sine læseoplevelser med hinanden, inspirere til ny læsning og det sociale fællesskab kan også booste den enkeltes gåpåmod i forhold til læsning og læselyst. Så det er bare med at få meldt sine børn og unge ind i en læseklub!

Ny læseklub for teens

Som noget nyt introducerer biblioteket i år en spritny klub for de 13-16- årige – nemlig Verdens Bedste Læseklub uden navn. Klubben starter op den 15. september kl. 16-17.15 på Slagelse Bibliotek, og her kan man få lov at læse stakkevis af bøger, snakke om dem og lave sjove anmeldelser på SoMe. Læseklubben bliver et sted, hvor man kan dele sin læseglæde med hinanden ved at snakke om alle de bøger man læser og inspirere hinanden til nye, gode læseoplevelser.

Ny sæson af Bogæderne

Børnene skal ikke snydes for en ny sæson af Byens Bedste Bogædere, der starter op helt som vi plejer til efteråret. Bogæderne er for alle børn mellem 10-13 år (4.-6. klasse), der elsker at læse og savner andre at dele deres læseoplevelser med.

Bogæderne starter op til oktober og foregår på alle tre biblioteker. Man mødes ca. hver tredje uge og læser før møderne en bog indenfor et bestemt tema. Det kan f.eks. være sjove, triste, fantasifulde eller uhyggelige bøger. Møderne består af en blanding af bogsnak, quiz, guf og en hel masse hygge. Bogæderne mødes 8-10 gange i løbet af året og samles med bogæderne fra de andre byer til fælles julehygge og afslutningsquiz i foråret.

Bogæderne starter op i de tre byer på følgende datoer:
Skælskør 4. oktober kl. 16-17
Korsør 5. oktober kl. 16-17
Slagelse 6. oktober kl. 16-17

Tilmelding sker på slagelsebib.dk eller hos bibliotekaren på bibliotekerne i Korsør, Skælskør eller Slagelse. Klubberne er ganske gratis.

Pressefoto