For at styrke sagsbehandlingen og sikre, at flere børn, unge og familier får hurtigere hjælp, har afdelingen Børn og Familie i Slagelse Kommune de seneste to år været en del af et Task Force-forløb under Socialstyrelsen og Ankestyrelsen.
Afdeling Børn og Familie har myndighedsansvaret i Slagelse Kommunes indsats over for udsatte børn og unge. Afdelingen arbejder med at understøtte en positiv forandring for de børn, unge og deres familier, som har brug for støtte med udgangspunkt i Servicelovens bestemmelser.
Task Forcen har som sit primære formål at yde rådgivning til kommuner, der ønsker at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen på børne- og ungeområdet, og derfor søgte Slagelse Kommune tilbage i 2019 om et længerevarende udviklingsforløb.
I forbindelse med opstart af forløbet i 2020 gennemgik Task Forcen et udvalg af sager og interviewede medarbejdere, ledere og relevante samarbejdspartnere – dette for at skabe et afsæt for udviklingsarbejdet.
Task Forcens analyse tegnede et billede af at der var en høj faglighed blandt rådgiverne, men at der manglede styring og faglig retning, hvilket bidrog til en uens praksis på om-rådet.
Task Force-Forløbet har indeholdt kompetenceudvikling for både medarbejdere og ledere, ligesom der er blevet arbejdet målrettet med at udvikle arbejdsgange, metoder og rammer for blandt faglig sparring i sagsarbejdet.
– Det har været et godt forløb, og Task Forcen konstaterer, at vi har gjort fremskridt og skabt et godt fundament for det videre arbejde med at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen, fortæller Rikke Kvistgaard Laursen, Børne- og Familiechef og fortsætter: Task Forcen har løbende gennemgået sager, og her kan vi se, at vi har fået en mere systematisk tilgang, men vi har fortsat en stor opgave i at implementere flere af de igangsatte aktiviteter, som lovgivningen foreskriver, og sikre at alle børn, unge og familier oplever sig inddraget og får hurtig og relevant hjælp. Vi har sammen med
Task Forcen og vores dygtige og kompetente medarbejdere og ledere taget nogle vigtige skridt i forløbet, og selvom vi ikke er i mål, så er vi godt på vej.
Task Forcen har netop præsenteret den afsluttende statusrapport for afdelingen Børn og Familie, der kvitterede for et gensidigt godt samarbejde mellem Task Forcen og Slagelse Kommune.