Mandag den 5. december var en ganske særlig dag for Belinda. Hun blev borger nummer 50, der fik et KLAPjob i Slagelse Kommune, og det blev fejret ved et lille arrangement på Slagelse Sprogcenter.
KLAPjob skaffer skånejob til borgere med kognitive vanskeligheder, og Belinda er stolt over at være borger nummer 50, som KLAPjob har hjulpet i Slagelse Kommune. Hun har i en årrække frivilligt hjulpet til på Slagelse Sprogcenter, hvor hun har lavet morgen- og eftermiddagskaffen til lærerne, anrettet bakker med kaffe og thé til klasserne og ryddet af hist og hér. Men uden at have en egentlig formel tilknytning til virksomheden. Dét er der nu ændret på gennem KLAPjob-ordningen under foreningen Lev.
– Det er en fornøjelse at se effekten af vores samarbejde med Lev så tydeligt som i Belindas tilfælde. Man kan se, at det virkelig gør hende stolt nu at have et job med ”rigtige” kollegaer. Den værdi, det giver, at alle har mulighed for at indgå på arbejdsmarkedet, handler om mere end bare beskæftigelse. Og det skal vi støtte op om, så vi bliver ved med at have et rummeligt arbejdsmarked i Slagelse Kommune, hvor de, der kan og vil, også får mulighed for at indgå, siger Jane Dahl (K), der er formand for Erhvervs-, Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget og 1. viceborgmester i Slagelse Kommune.
En ligeværdig del af staben
Belinda er nu en ligeværdig del af medarbejderstaben på 22 personer i Sprogcenteret. Det vil sige – hun har faktisk fået lov at slippe for alle de ”kedelige” møder, men kommer fremover med til alt det sjove og sociale – på lige fod med kollegerne.
– Det her handler ikke så meget om stillingen, som det handler om, at Belinda selvfølgelig skal være en del af staben. Vi kunne jo bare have købt en kaffeautomat til medarbejderne. Men det handler om mere end bare opgaverne, og Belinda betyder mere for os, end bare kaffen. Hun er én, man også lige sige godmorgen til, og som tager imod os med et stort smil, siger Martin Krabbe Trolle, der er forstander på Slagelse Sprogcenter.
Foreningen Lev, der står for indsatsen i samarbejder med Slagelse Kommune, lægger vægt på, at ordningen ikke kun gavner den nye medarbejder. Også de virksomheder, der påtager sig at ansætte en KLAPjobber, får en vigtig læring ud af det.
– Erfaringen er, at KLAPjobberne i høj grad løfter det sociale på arbejdspladsen. De kommer med god energi og glæde, men sætter selvfølgeligt også krav til arbejdspladsens rummelighed. De lærer kollegaerne meget om at omgås folk med kognitive vanskeligheder og afmystificere dem i de virksomheder, de er ansat i, siger Stine Lindskou, KLAPJob-konsulent i Foreningen Lev.
Slagelse Kommune ligger lunt
KLAPjob formidler skånejob og fleksjob til mennesker med udviklingshandicap og andre kognitive vanskeligheder. Det vil sige job til mennesker, der for eksempel har autisme, ADHD, spasticitet, epilepsi, muskelsvind eller erhvervet hjerneskade, der gør, at de har behov for støtte til at komme ind på det ordinære arbejdsmarked.
Mandag den 28. marts 2022 underskrev Slagelse Kommune en officiel samarbejdsaftale med beskæftigelsesindsatsen KLAPjob. Der er nu oprettet 50 af de såkaldte KLAPjobs i Slagelse Kommune, der således ligger godt sammenlignet med andre kommuner i forhold til at få mennesker med kognitive udfordringer i arbejde.
KLAPjob er finansieret af socialreserven og er gratis for kommunerne og andre at samarbejde med.