Den kan udvide vores horisont i forhold til samfundsmæssige forhold. Den kan vække følelser, give inspiration og skabe rum for refleksion. Kunsten. Torsdag den 12. januar inviterer Slagelse Biblioteker til et foredrag om Dansk kunst i 1920’erne.
1920erne var eksperimenternes og selviscenesættelsens tid på den danske kunstscene. Modernismens stod i fuldt flor og under påvirkning fra den parisiske kunstscene var kunstnerne optaget af kunstens virkemidler: former, farver, toner og af den moderne verdens livserfaringer.
I foredraget på Skælskør Bibliotek den 12. januar fortæller kunsthistoriker og Ph.d. Karen Westphal Eriksen om det danske kulturliv med fokus på billedkunsten.
De deltagende vil blandt andet blive klogere på ”De Fire”, som udstillede sammen: Vilhelm Lundstrøm, Svend Johansen, Karl Larsen og Axel Salto. Om de kvindelige kunstneres udfordringer og fantastiske værker: Astrid Holm og hendes kollegaer.
Der bliver også et kort udblik til 1920ernes afsæt i århundredeskiftets modernitet og første verdenskrig. Såvel som til nogle af mellemkrigstidens avant-garder: dadaismen og surrealismen.
Billetter koster 30 kroner og 20 kroner for medlemmer af Biblioteksklubben. Tilmelding skal ske på www.slagelsebib.dk. Det er også muligt at tilmelde sig på biblioteket i Slagelse, Korsør eller Skælskør.