Allerede i SFO’en skal børn i 9 års alderen håndtere hammer og murerske som led i et nyt undervisningsformat.
Det er første gang håndværksfagene rykker ind i indskolingen, og Kalundborg, Slagelse og Køge er frontløbere.
Som de første SFO-børn i landet kan skoleelever fra tre skoler i Slagelse, Kalundborg og Køge se frem til tage et nyudviklet børnesvendebrev.
Et pilotprojekt, som Professionshøjskolen Absalon står bag, har netop fået støtte fra Tietgenfonden. Det betyder, at SFO-børn fra Marievangsskolen, Høng Skole og Hastrupskolen kan se frem til at svinge hammer og murerske og opnå færdigheder inden for forskellige håndværk for til slut stå med det første børnesvendebrev i hånden.
Forskning peger på, at børns uddannelsesvalg påvirkes fra en meget tidlig alder og her har pædagoger en nøglerolle.
“Pædagoger påvirker børn fra en tidlig alder. Alligevel er erhvervsforberedende tematikker sjældent del af pædagogisk praksis,” fortæller docent Mikkel Snorre Boysen fra Professionshøjskolen Absalon om baggrunden.
Pædagoger kan få børn til at bruge hænderne
Projektet vil udvikle et undervisningsformat, der kan anvendes af pædagoger i SFO, og som kan integreres på pædagoguddannelsen. Målet er at fremme børns positive erfaringer med erhvervsfagligheder og dermed øge en tidlig interesse for håndværksfag, som kan føre til øget søgning på erhvervsuddannelserne på lang sigt.
“Vi har brug for flere håndværkere i samfundet. Og pædagoger har netop stor mulighed og erfaring med at skabe forløb, hvor børn bruger hænderne og er kreative,” siger projektleder Louise Hvitved Byskov.
Projektets primære målgruppe er SFO-børn på 2. og 3. klassetrin og deres forældre.
“Ved at lade børnene være kreative med håndværk og give dem mestringsoplevelser tidligt i deres skoleforløb, kan kimen lægges til en mere positiv opfattelse af håndværksfagene. Dette gælder ikke mindst, hvis forældrene også kan se et potentiale. SFO-arenaen giver mulighed for en legende tilgang, som er befordrende for læring om uddannelsesveje,” siger Tietgenfondens uddelingschef Christine Paludan-Müller.
Flere fagligheder i spil
Pædagogstuderende, pædagoger, SFO-børn, frivillige lokale håndværkere, undervisere fra EUC, frivillige konsulenter fra Kalundborgegnens Erhvervsråd og undervisere fra pædagoguddannelsen indgår i udviklingen af undervisningsmaterialet, der danner rammen om projektets aktiviteter. Dermed indgår pædagogfaglig, håndværksfaglig og erhvervsrettet viden i projektudviklingen.
“I Erhvervsrådet tror vi, det er superrelevant at sætte ind med en tidlig indsats, og vi glæder os til at medvirke til at bringe børnene sammen med rigtige virksomheder, og lave nogle praktiske opgaver,” siger erhvervskonsulent Morten Hass Augustsen.
I projektet deltager Høng Skole, Marievangsskolen, Kalundborgegnens erhvervsråd, Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser samt Professionshøjskolen Absalon. Projektet er ledet af Professionshøjskolen Absalon og finansieret med 965.000 kr. hvoraf Tietgenfonden har støttet med 745.000 kr.
Hvis projektet viser gode resultater, er det tanken at brede børnesvendebrevet ud til resten af landet.