Grund til ny haveaffaldsplads er fundet
Skibbækparken 2 bliver adressen på en ny haveaffaldsplads i Kirke Stillinge.
AffaldPlus har nu sat sin underskrift på købsaftalen og forventer, at den kan åbne til efteråret. Klima- og Miljøudvalget besluttede sidste år, at der skulle åbnes en haveaffaldsplads i Stillinge-området. Det har været en udfordring at finde en egnet grund i området, men nu er det lykkedes. AffaldPlus har købt grunden Skibbækparken 2, som er nabo til Scanmetals. Det betyder, at hvis alt falder på plads, så kan borgerne i Stillinge-området se frem til, at en ny, døgnåben haveaffaldsplads åbner til efteråret.
– Jeg ved, at det har været et stort ønske fra borgerne i Stillinge-området at få en haveaffaldsplads. Derfor er jeg er også glad for, at det er lykkedes at finde en egnet grund i Kirke Stillinge, så borgerne slipper for at skulle køre til Slagelse, når de har meget haveaffald, siger Jørgen Grüner (F), formand for Klima- og Miljøudvalget. AffaldPlus er nu i samarbejde med en rådgiver ved at udarbejde projektmaterialet, så entreprenørfirmaer kan afgive tilbud på etablering af pladsen. Etableringen den nye haveaffaldsplads er et led i den aftale, der blev indgået tilbage i 2010, da KAVO og Fasan fusionerede til AffaldPlus. Her opstillede AffaldPlus og de seks ejerkommuner en række servicemål, som betød færre genbrugspladser, men flere haveaffaldspladser, og det er den aftale, der ligger til grund for åbningen af endnu en haveaffaldsplads. – Sidste år lukkede vi genbrugspladserne i Vemmelev og Møllevangen i Korsør samtidig med, at den nye genbrugs- og haveaffaldsplads åbnede i Korsør. Derfor er det rart at kunne give lidt tilbage i form af en ny haveaffaldsplads i Kirke Stillinge. Med den nye plads når vi op på 14 haveaffaldspladser i vores seks kommuner. Haveaffaldspladserne er populære, fordi de er døgnåbne og lette at læsse af på, så vi glæder os til pladsen i Kirke Stillinge, bliver færdig, siger genbrugschef Camilla Bjerg Pedersen.
En forudsætning for at haveaffaldspladsen kan åbne til efteråret er, at en række tilladelser og godkendelser falder på plads – herunder en miljøgodkendelse. AffaldPlus håber blandt andet at få lov til at bruge slagger, som er et restprodukt fra affaldsafbrændingen, til den kommende affaldsplads bærelag – det vil sige laget lige under asfalten. Slagelse Kommunes tilbud om afhentning af haveaffald hjemme hos borgerne bliver ikke berørt af den ekstra haveaffaldsplads i kommunen.