Mikkel Carl er opvokset i Vestsjælland og flyttede tilbage for mange år siden. Mød ham til en spændende samtale om kunst og livet som kunstner søndag 12. marts kl. 14 i Kongegaardens koncertsal.
Her vil han fortælle om sin arbejdsmetode, sine værker og sin geografiske baggrund som kunstner på landet. Mikkel Carl (f. 1976) tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2009 og regnes for en af tidens mest fremtrædende og originale danske billedkunstnere. Han har udstillet i ind- og udland og hans store installationer og skulpturer er nu blevet en del af den permanente samling på bl.a. ARoS, HEART, Arken og Randers Kunstmuseum.
I dialog med kunsthistorikeren Henrik Broch-Lips og publikum vil Mikkel Carl dykke nærmere ned i tankerne bag den skulpturelle og interaktive udstilling I Am Inside You Are Inside Me, der indtil 26. marts kan opleves i Kongegaardens højloftede rå X-rum i Korsørs tidligere glasværk torsdag–lørdag kl. 11-16 og efter aftale.
”Mikkel Carl ønsker at skabe nye, positive fortællinger om vores område, og da han samtidig bliver inspireret af enorme, tomme industrirum, var det helt naturligt at invitere ham til at skabe en monumental og stedspecifik installation i vores udstillingsrum KGX i Glasværket. Den invitation har vi ikke fortrudt”, siger Henrik Broch-Lips, der er kurator og leder af Kunsthal Kongegaarden:
”Mikkel Carls smukke soloudstilling er ambitiøs, gennemført og cool”.
GRATIS – ingen tilmelding – Kongegaarden giver gerne en kop kaffe eller et glas vin/vand.