Slagelse Kunstforenings næste udstilling i Røde Tårn bliver et spændende besøg af en graffitimaler, der er blevet voksen. Lørdag den 29. april klokken 13 er der fernisering på en samling billeder af Mix-Madsen.

Han siger selv: ”Jeg er født i 1978 og opvokset i København. Jeg har siden 15-års alderen haft en stor passion for graffiti kunst, street art, gadens kunst og udtryk. Inspirationen henter jeg fra det, der rører sig i gadelivet, ulmer i samfundet og lever i fantasien.”

I dag maler Mix-Madsen også ”rigtige” billeder til væggene derhjemme, men hans teknik er i allerhøjeste grad en afspejling af det, han har lært sig som graffitimaler. Han bruger spraymaling, stencil, airbrush, akryl og tusch, materialerne og metoderne ofte sammen. Til daglig udfører Mix-Madsen udsmykning på alt fra butiksfacader, caféer, biler, institutioner og private hjem, men altså også malerier på lærred.

Det er et udvalg af hans malerier der kommer til at fylde de skønne rustikke vægge i Røde Tårn fra 29. april og frem til lørdag den 20. maj. Alle er velkomne til ferniseringen lørdag den 19. april klokken 13-17 og til åbningsdagene derefter: hver torsdag, fredag og lørdag klokken 12-16.

Bemærk åbningstiderne

Kunstforeningen har i længere tid holdt øje med, hvordan og især hvornår udstillingerne er blevet besøgt, og prøver nu at indrette åbningstiderne på en ny måde for at gøre det mere bekvemt for flere at få en lille god kunstoplevelse i hverdagen.

Mixmale-workshop

Midt i det hele, lørdag den 13. maj klokken 11-13, afholder Mix-Madsen en såkaldt mixmale-workshop, som er åben for alle interesserede. Det koster 90 kroner pr. person at deltage, men så behøver man heller ikke at medbringe andet end sig selv og sin nysgerrighed og kreativitet. Det foregår også i Røde Tårn.

Tilmelding til arrangementet er nødvendig, og skal ske til formanden for Slagelse Kunstforening, Knud Erik Sørensen, på hans mail: k.e.s@pc.dk senest 1. maj.

Det er helt med vilje, at kunstforeningen har valgt at placere workshoppen netop den 13. maj. I dagene 12.-14. maj emmer byen nemlig af kunst i det offentlige rum, når Slagelse Street Art Festival for tredje gang fylder bymidten med fantastisk dygtige kunstnere, der maler på gavle og midlertidige vægge, mens alle og enhver har mulighed for at se den kunstneriske proces i fuld udfoldelse.

Slagelse Kunstforening glæder sig rigtig meget til at se en hel masse mennesker, både i Tårnet med Mix-Madsen, og på gader og stræder i Street Art-dagene.