Folkeskolerne i Slagelse Kommune er blandt de bedste til at få bevægelse og idræt ind i skolen. Dansk Skoleidræt har netop udpeget Slagelse Kommune som en af de 14 bedste kommuner i Danmark og dermed følger titlen Skoleidrætskommune 2023.
Børn lærer bedre, er gladere og trives mere, når de bevæger sig. Derfor er bevægelse en prioriteret indsats i Slagelse Kommune lige fra motorikforløb for de helt små fra 0-12 måneder til bevægelse i dagtilbud og skoler. 32 kommuner har deltaget i kortlægningen, der i 2023 afvikles for anden gang. På grund af den ekstra indsats inden for idræt og bevægelse i skolen har Slagelse Kommune netop fået den nye titel, som selvfølgelig vækker begejstring.
Idræt leg og bevægelse skal være en naturlig del
– Bevægelse er vigtigt hele livet igennem, og derfor kan det ikke starte for tidligt. Vi har i Slagelse Kommune fokus på, at idræt, leg og bevægelse skal være en naturlig del af børns hverdag fra de er helt små og fortsætte op gennem skoletiden. Derfor har vi stort fokus på at give daginstitutioner og skoler inspiration og redskaber til, hvordan børn og unge kan bevæge sig endnu mere gennem vores prioriterede indsats ”BIDS – Bevægelse i Dagtilbud og Skoler”, siger formand for Børne- og Ungeudvalget Unnie Oldenburg (A).
Bevægelse både i skoletiden og fritiden
– Anerkendelsen fra Dansk Skoleidræt betyder selvfølgelig rigtig meget for os, men det er vigtigt at huske på, at vi deler den med vores foreningsliv. Ud over at have fokus på bevægelse og idræt i skoledagen, så giver vi bl.a. gennem partnerskabsaftaler børnene et bedre kendskab til kommunens idrætsforeninger, så bevægelse både bliver en del af skoledagen, men også en naturlig del af fritiden, siger formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget Troels Brandt. (B)
Kortlægningen sætter spot på en række parametre, der indikerer, hvordan en kommune klarer sig inden for idræt og bevægelse i skolen: Har den fx en bevægelsesstrategi, har kommunens skoler motoriske indsatser for eleverne, har skolerne nedsat fagteams, som kan formulere en rød tråd for arbejdet med idrætsfaget, har skolerne uddannede bevægelsesvejledere i lærerkorpset og meget andet. Rigtig meget af det, kan Slagelse Kommune sætte kryds ved.
Strategisk forståelses- og arbejdsramme lægger fundamentet
– Gode vaner med bevægelse i hverdagen skal starte så tidligt som muligt og helst aldrig stoppe igen. Derfor har vi gennem vores tværgående indsats ”Bevægelse i Dagtilbud og Skoler” fået udviklet en bevægelsesramme, hvor skoler og dagtilbud har fået en strategisk forståelses- og arbejdsramme for vigtigheden af idræt og bevægelse. Gennem forskellige, tværfaglige bevægelsestiltag arbejder vi for, at alle børn og unge skal opleve bevægelse som en meningsfuld og naturlig del af deres hverdag i dagtilbud og skoler – både nu og i fremtiden, siger direktør for Børn, Unge og Kultur Marianne Stentebjerg.
Blandt de tværgående indsatser er bl.a. motorikcaféer for de helt små, bevægelsesambassadører, bevægelsesnetværk og idrætscertificering af både børnehaver og folkeskoler. Tilbage i 2015 blev Nymarkskolen certificeret som Danmarks første idrætsskole af Team Danmark, DIF og VIA University College og flere idrætsskoler er siden da kommet til i kommunen.
– Som idrætsskole forpligter vi os til at inddrage bevægelsesaktiviteter i hver lektion, som har til formål at fremme læring og trivsel. På Nymarkskolen har vi altid haft en stærk sundhedsprofil, og med certificeringen fik vi en gennemgående rød tråd på skolen, som skaber sammenhæng mellem sundhed, bevægelse og læring, siger skoleleder på Nymarkskolen René Nielsen.
Kortlægningen indeholder spørgsmål inden for otte kategorier. Svarene er dels trukket fra objektive data, som Dansk Skoleidræt har hentet fra centrale registre, og dels fra mere subjektive data som kommunerne kun selv har indsigt i, og som de dokumenterer i undersøgelsen. På baggrund af de samlede besvarelser er kommunerne vurderet ud fra en række kriterier og vægtninger – og indplaceret på et danmarkskort med én af tre grønne nuancer, hvor den mørkegrønne udløser titlen ”Skoleidrætskommune 2023”.
Fakta om Skoleidrætskommune 2023
- Dansk Skoleidræt kortlægger for andet år i træk landets kommuner inden for idræt og bevægelse i skolen.
- Landets 98 kommuner har modtaget en undersøgelse med spørgsmål inden for otte kategorier, og svarene trækkes dels fra objektive data, som Dansk Skoleidræt henter fra centrale registre, og dels fra mere subjektive data, som kommunerne selv har indsigt i og dokumenterer i undersøgelsen.
- På baggrund af de samlede besvarelser bliver kommunerne vurderet ud fra en række kriterier og vægtninger – og indplaceret på et danmarkskort med en farve, der angiver rangeringen.
- Resultatet offentliggøres ultimo april. De bedst rangerede kommuner har mulighed for at bryste sig af titlen ”Skoleidrætskommune 2023”.
- I 2022 var det Brøndby, Fanø, Frederiksberg, Høje-Taastrup, Ikast-Brande, Svendborg, Tårnby og Viborg kommuner, der kunne hjemtage titlen.
- I 2023 har 14 kommuner opnået titlen: Ballerup, Brøndby, Fanø, Frederiksberg, Horsens, Høje-Taastrup, Skanderborg, Skive, Slagelse, Svendborg, Tårnby, Vejen, Aabenraa og Aalborg
- Se sidste års danmarkskort og læs mere på www.skoleidraet.dk/sik