I disse dage modtager omkring 2100 borgere i Slagelse Kommune, som i dag får hjælp til gulvrengøring og/eller tøjvask, et brev omkring ændringer i hjælpen. Ændringerne sker i forbindelse med Byrådets vedtagelse af Budget 2024, hvor det blev besluttet at indføre robotteknologi til rengøring af gulve samt ændre i hjælpen til tøjvask.
Skærmbesøg med Hjemmeplejen, medicinhuskere eller talende kopper, som sikrer, at man får drukket nok. Det er blot nogle af de mange eksempler på velfærdsteknologi, som allerede bliver brugt i Slagelse Kommune. Fremover vil støvsugning og gulvvask også blive klaret af velfærdsteknologi. Byrådet har besluttet, at alle borgere i Slagelse Kommune, som i dag får hjælp til gulvrengøring, fremover skal købe en robotstøvsuger og/eller en robotgulvvasker til at klare gulvrengøringen.
For at forberede borgerne på ændringerne modtager alle borgere, som i dag får hjælp til gulvrengøring og tøjvask, i de kommende dage et informationsbrev enten med fysisk post eller i e-Boks om ændringerne. I brevet står der også, at borgerne i løbet af de næste seks måneder vil få besøg af en visitator, som vil gennemgå borgerens behov for hjælp.
Visitationen besøger alle inden for de næste 6 måneder
– Borgerne skal ikke selv gøre noget, inden vores visitation har været på besøg. Vi har sendt informationsbrevet ud for at forberede borgerne på vores besøg, og de ændringer der kan ske i forhold til gulvrengøring og tøjvask. Vi gennemfører besøgene over de næste seks måneder, så der kan godt gå lidt tid, før vi kommer, men alle, som bliver berørt af ændringer, vil selvfølgelig blive personligt kontaktet af visitationen, siger konstitueret chef for Sundhed og Ældre Therese Gjerde Corfix.
Borgerens behov for støtte vurderes
Når visitationen kommer på besøg, er det for at vurdere den enkelte borgers behov for støtte. Hvis borgeren ikke selv kan betjene en robot, tømme beholderen eller på anden måde har problemer med at bruge den, kan borgeren få hjælp til det hver tredje uge. Byrådet har desuden besluttet, at hjælp til tøjvask fremover som udgangspunkt tilbydes hver tredje uge i stedet for hver anden uge som hidtil. Her vil visitationen også vurdere, om borgerne har særlige behov, der betyder, at man ikke kan overgå til tøjvask hver tredje uge.
Når visitationen har været forbi og lavet en vurdering, modtager borgeren et partshøringsbrev med mulighed for at give indsigelse på den påtænkte afgørelse. Efter partshøringsperiodens ophør, vil borgeren modtage et nyt brev omkring afgørelsen samt klagevejledning. Herefter vil eventuelle ændringer træde i kraft.
– Det er aldrig nogen nem beslutning at ændre i den hjælp, vi som kommune giver til vores ældre og sårbare borgere. Men vi er nødt til at tænke anderledes også på ældreområdet. Både på grund af den økonomiske situation i kommunen, men også fordi velfærdsteknologi vinder indpas. Samtidig vil det afhjælpe de stigende udfordringer, der er med at rekruttere tilstrækkeligt med medarbejdere på velfærdsområdet. Derfor har vi vedtaget nogle ændringer i hjælpen, så de borgere, som har allermest brug for pleje og omsorg fra medarbejdere, stadig kan få det, mens andre fremover får hjælp f.eks. gennem ny teknologi, siger formand for Seniorudvalget Helle Dalsgaard. (F)
Ud over informationsbrevet med beskrivelse af ændringerne modtager alle berørte borgere også en pjece med gode råd om robotstøvsugere og robotgulvvaskere, som også kan ses på https://www.slagelse.dk/hjemmepleje