VK Vestsjælland afholdt i weekenden den traditionsrige Molten Cup, som finde sted hvert år i Slagelse Kommune. Det tilbagevendende volleystævne for ungdomsspillere har i år haft hele 750 spillere og 92 hold tilmeldt (heriblandt en klub fra Færøerne), hvilket er rekord for turneringen.
Det velansete stævne kræver en masse plads, og derfor har fem af kommunens haller været i brug både lørdag og søndag (Spar Nord Arena, Nymarkshallen, Søndermarkshallen, Vemmelevhallen og Korsørhallen). Det har også krævet en masse mandskab, og her har over 100 af VKV’s medlemmer stået til rådighed til at varetage opgaver som alt fra stævneledere, sandwich-smørere, nattevagter, trænere og meget mere.
Der kan nu gøres status over en veloverstået weekend, som endnu engang stod i rekordernes tegn. Klubben glæder sig allerede til Molten Cup 2024, hvor de igen byder hele Volleyball Danmark indenfor i hallerne i Slagelse Kommune.