I september fik Vikingeborgen Trelleborg sin længe ventede Unesco-certificering, og nu er det blevet tydeligt for enhver, der nærmer sig vikingeborgen, at Trelleborg er noget helt særligt. Alle skilte, der viser vej mod Trelleborg, er nemlig netop blevet opgraderet med det unikke Unesco-logo.
Vikingeborgen Trelleborg har ligget, hvor den ligger i over tusind år, men noget er afgørende nyt. Trelleborg blev nemlig i september opgraderet til ikke kun at være en seværdighed af national karakter men til at være en seværdighed med karakter af vigtig verdensarv.
Det er et skifte, der har været 14 år undervejs med museumschef Anne-Christine Larsen, i spidsen som tovholder fra Trelleborg på ansøgningen til Unesco.
I sidste ende bar anstrengelserne frugt, og lørdag den 30. september havde Trelleborgs nuværende “vikinger” indbudt til vikingefest for at fejre, at Harald Blåtands gamle borg har noget vigtig at sige os – også i dag.
En påstand som Unesco, der er FN´s organisation for Uddannelse, Kultur, Kommunikation og videnskab, nu har sat en tyk streg under ved at anerkende Vikingeborgen Trelleborg som lige så vigtig som verdensarv som kun knap 1200 andre unikke steder i verden – heriblandt pyramiderne i Egypten og den kinesiske mur.
Unesco-logo viser vej
Siden den flotte certificering kom i hus, har man på Trelleborg gjort meget for at udbrede det gode budskab, og i den seneste tid har Slagelse Kommunes entreprenørservice hjulpet til.
De har nemlig haft et par medarbejdere ude for at indsamle de mange seværdighed- og attraktionsskilte, der peger i retning af Trelleborg på vejene i Slagelse Kommune.
Skilte, som indtil nu, har haft det velkendte hvide Johanneskors på brun baggrund som logo, der indikerer en national seværdighed.
– For nogle år siden udskiftede vi alle skiltene med vejvisning til Trelleborg, da logoet dengang skulle skiftes fra lokal til national seværdighed, siger Per Kenneth Nielsen, der er teamleder i Slagelse Kommunes entreprenørservice.
Da skiltene derfor er forholdsvis nye, har man i entreprenørservice denne gang valgt en anden og langt mere bæredygtig løsning.
Fælles projekt
– Vi har de seneste par uger indsamlet alle skiltene og efterfølgende lagt dem til tørre. Samtidig har vi hos vores skiltefirma, Saferoad, bestilt et tilsvarene antal klistermærker med Unesco-logoet, siger Per Kenneth Nielsen, der understreger, at klistermærkerne er både holdbare og vejrbestandige.
Og torsdag den 14. december et af de sidste og afgørende skilte så skiftet ud – nemlig det skilt der peger ned ad Trelleborg Allé fra Hejningevej, og som er den direkte vej tilbage til vikingernes storhedstid.
– Vi er rigtig glade for det gode samarbejde, vi har med Slagelse Kommune, og vi glæder meget til, at vi også i fremtiden kan være sammen om at løfte det vigtige og fælles projekt, som det er at skabe større bevågenhed og synlighed omkring Trelleborg og vores unikke verdensarv i Vestsjælland til gavn for alle, siger museumschef Anne-Christine Larsen.
Hun glæder sig samtidig til at museet åbner igen den 28. marts 2024, hvor forhåbentlig endnu flere både lokale borgere og turister finder vej til Vikingeborgen Trelleborg, der nu kan bryste sig af at være en afgørende del af verdens kulturarv.