VK Vestsjælland har meddelt, at Daniel Gordon og Elmer Petersen bytter roller i VK Vestsjællands bestyrelse, idet Daniel bliver ny formand og Elmer bliver næstformand. Bestyrelsen har konstitueret sig på ny, og dette markante skifte kommer som en del af klubbens strategiske initiativer for fremtiden.
Elmer Petersen udtaler i anledningen af skiftet: “Daniel er grundigt inde i klubbens organisation, og samtidig har han motivationen og drivet til at være formand. Jeg er jo efterhånden en lidt ældre herre, så jeg ser det egentlig kun som naturligt, at han og jeg bytter roller.
Desuden skal man jo slutte på toppen, og med nomineringen til Årets idrætsforening og en velfungerende klub med en masse ildsjæle og frivillige, ser jeg dette som det optimale tidspunkt for et generationsskifte i organisationen”.
Hele bestyrelsen er enig i beslutningen og ser Daniels engagement og kvaliteter som afgørende faktorer for hans nye rolle som formand.
Elmer vil fortsat være en aktiv del af bestyrelsen og vil fungere som mentor for Daniel. Denne beslutning er truffet med henblik på at sikre en glidende overgang og give Daniel mulighed for en blød start i sin nye rolle.
Daniel Gordon udtaler: “Det er en enorm stolthed for mig at træde ind i titlen som formand i VK Vestsjælland. Jeg har tillid til, at jeg har en stærk organisation bag mig, og jeg ser frem til at fortsætte det gode arbejde, der allerede er i gang. VK Vestsjælland har nogle fantastiske rollemodeller i de to foregående formænd, Elmer Petersen og Mads Olsen. Jeg er meget inspireret af deres lederskab og dedikation til klubben. Jeg håber at kunne udfylde de store sko, de har efterladt og bygge videre på den stærke arv, de har skabt. VK Vestsjælland har en enestående gruppe ansatte, dedikerede frivillige, en visionær bestyrelse og et stort og loyalt sponsornetværk, som gør det spændende og motiverende at bidrage til klubbens udvikling.”