Tusindvis af danske børn bliver hvert år anbragt som følge af problemer i eget hjem. Men hvilke konsekvenser har det for det enkelte barn i forhold til opvækst, familiedynamik og personlige relationer?

Det er noget af det, som Sophie Højvang Woode vil komme ind på i et foredrag onsdag den 7. februar på Slagelse Bibliotek, som arrangeres af Slagelse-virksomheden Center for Familiesundheden.

Sophie Højvang Woode var selv anbragt ad flere omgange som barn og vil bruge sin egen personlige historie som omdrejningspunkt for at belyse de konsekvenser, som mislykkede anbringelser kan have, ikke kun for det anbragte barn eller ungdommen, men også for søskende, forældre eller primære omsorgspersoner og sagsbehandlere.

Ny lov er netop trådt i kraft
32-årige Sophie Højvang Woode har været en del af De Anbragtes Vilkår i næsten fire år og er i dag ansat i en deltidsstilling i et skoleprojekt for Børne- og Ungeministeriet.

Hendes oplæg kommer i kølvandet på, at den nye Barnets Lov trådte i kraft 1. januar. En lov, der blandt skal styrke børns rettigheder på en række områder, herunder når det kommer til anbringelser.

Foredraget er således oplagt for fagfolk, studerende og andre med interesse for området. Men alle er velkomne.
Prisen for deltagelse er 150 kr. per person, inklusive forfriskninger. Tilmelding sker ved at sende en mail til tilmelding@cffs.dk med ens fulde navn, mobilnummer og mailadresse senest den 3. februar 2024.

Tredje foredrag i rækken
Center for Familiesundhed er et højt specialiseret, privat tilbud til kommuner og regioner. Centret tilbyder en række ydelser inden for såvel børn- og ungeområdet som det specialiserede voksenområde, herunder psykologiske undersøgelser, supervision og familiebehandling.

Center for Familiesundhed er en del af Top Familien, som også rummer blandt andet vikarbureauet Top Partners og CarePartner, der forhandler hjælpemidler.

Foredraget med Sophie Højvang Woode er det tredje af slagsen hos Top Familien. I juni sidste år stod Top Partners bag et foredrag om alkoholmisbrug, ligesom Center for Familiesundhed i november var vært for et foredrag om angst og frygt.

Sophie Højvang Woode – pressefoto