Der er lagt op til et brag af et mesterskab, når de stærke danske U23-ryttere kæmper om den eftertragtede DM-titel. Såvel klub- som teamryttere står til start og flere af de danske ryttere fra udenlandske teams vil være at finde på startlisten.
I samarbejde med Danmarks Cykle Union løfter den lokale cykelklub Salto Systems Nordic Cycling og Slagelse Kommune den store opgave med at sikre, at to flotte events når i mål.
Årets U23 DM og Master DM i enkeltstart afholdes fredag den 10. maj i charmerende omgivelser i skønne Skælskør og omegn. Med et ambitiøst mål om en sikker afvikling af enkeltstarten lukker Slagelse Kommune den 30 kilometer lange rundstrækning i de 4 timer, som enkeltstart-eventen forventes at vare.
Dagen efter, lørdag den 11. maj, rykker cykelløbet op til Gerlev, som danner målområde for linjeløbet. Det er et virkelig spændende cykelområde, og med de hårde bakker i området vil det blive et meget seværdigt cykelløb, hvor vi skal finde en velfortjent vinder i de respektive klasser. Den 22 kilometer lange rundstrækning bliver ensrettet for at gøre cykelløbet på de smalle veje så sikkert som muligt.
Det er den lokale klub Salto Systems Nordic Cycling, der har taget handsken op og lagt sig i selen for at arrangere og afvikle et DM på øverste hylde. Formand for cykelklubben Benny Bo Nielsen fortæller, at klubben ikke har stor erfaring med at arrangere løb for DCU, idet klubben ikke er en eliteklub, men da Slagelse Kommune skulle afholde DM, ville klubben alligevel gerne løfte opgaven.
”Jeg glæder mig enormt meget til det,” fortæller formanden. ”Vi ved godt, at det er et stort arbejde, og der skal mange folk til. Vi har som mål at afvikle et godt DM for U23 og Masterryttere, og vi skal have rytterne ud at rulle. Så må vi kaste al den energi i det, som vi kan.”
Alene ved enkeltstarten skal der bruges 40 flagposter, som klubben allerede har fået besat. Her hæfter klubformanden sig ved, at der er stor velvilje i Skælskør for at hjælpe til.
Slagelse Kommune har også store forventninger til at skulle afholde U23 og Master DM. Troels Brandt (B), formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget siger:
”Vi er i Slagelse Kommune begejstrede over at præsentere U23 DM i Skælskør og Gerlev. U23 DM er kendt for at lancere morgendagens stjerner, så vi glæder os alle sammen til at følge med. Vi værdsætter den stærke støtte fra vores erhvervsforening, vores lokale cykelforeninger, og opbakningen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politikreds, der ser frem til begivenheden med glæde sammen med os andre.”
Jens Kasler, eventmanager hos Danmarks Cykle Union, siger:
”Vi er glade for den store opbakning til løbet, fra såvel Slagelse Kommune som Salto Systems Nordic Cycling, og jeg er sikker på, at de omkring 300 deltagere vil få nogle spændende og sportsligt udfordrende dage i det Vestsjællandske. Vi har gode minder fra sidst, vi var i Skælskør i 2021, og mit håb er, at mange mennesker vil kigge forbi havnen fredag aften, så vi i fællesskab kan skabe rammerne om et hyggeligt DM.
Læs mere om U23 DM enkeltstart:
https://www.sportstiming.dk/event/13936
Læs mere om U23 DM linjeløb:
https://www.sportstiming.dk/event/13630