Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Slagelse Kommune i tidsrummet 2024/08/05 til 2024/08/13.

DALMOSE: Mand faldt i kornsilo
Onsdag morgen var en ældre mand ved at feje korn sammen, da han pludselig mistede fodfæstet og faldt ned i en kornsilo på sin gård nær Dalmose. Heldigvis var der folk på stedet, der havde opdaget faldet. Politi og redning blev tilkaldt og de nåede at få manden hevet op, inden han sank helt ned i kornet. Manden havde det efter omstændighederne godt, men blev efterfølgende kørt på sygehuset til tjek.

KORSØR: Brand i lastbil
Onsdag aften klokken 20.54 udbrød der brand i en lastbil på Vestmotorvejen. Derfor var vejen spærret i nogle timer i retning mod Fyn. Ved 22-tiden var branden slukket, og der blev genåbnet for trafikken i et spor. Heldigvis kom ingen til skade ved branden.

KORSØR: Fik slag i ansigtet på parkeringsplads
En form for vejvrede udløste i lørdags klokken 15.00 et knytnæveslag i ansigtet. Episoden udspillede sig på en parkeringsplads på Ørnumvej i Korsør, hvor en 35-årig mand følte, at han var ved at blive kørt ned af en 60-årig mand. Derfor sparkede den 35-årige ud efter den 60 åriges bil, hvorefter den 60-årige steg ud og gav den 35-årige et slag i ansigtet. Derfor blev politiet tilkaldt, og den 60-årige blev anholdt og sigtet for vold.

KORSØR: Kravlede op i pylon
Det var tilsyneladende en fotoentusiast, som i går morges klokken 5.18 kravlede op ad en at pylonerne på Storebæltsbroen for at tage billeder af landskabet. Da politiet kom til stedet, var manden i mellemtiden kravlet ned af egen drift. Det viste sig at være en udenlandsk mand, som med det samme erkendte sin ulovlige og farlige færden. Han blev anholdt og sigtet for husfredskrænkelse og betalte en bøde på stedet.

SKÆLSKØR: Påvirket uden kørekort – bil beslaglagt
På Slagelsevej i Skælskør standsede en politipatrulje i nat klokken 2.19 en 33-årig mand, da han kom kørende i bil. Han virkede påvirket, og narkotesten viste da også, at han var påvirket af kokain. Så han blev anholdt og sigtet for at køre i påvirket tilstand. Det viste sig også, at den 33-årige ikke havde førerret, og da det bestemt ikke var første gang, at han havde kørt bil uden gyldigt kørekort, blev bilen beslaglagt.

SLAGELSE: 37-årig sigtet for brandstiftelse
I går klokken 19.23 var en politipatrulje kørt ud til en brand i et træ på Kirkerupvej ved Slagelse. Ved stedet traf betjentene en 37-årig mand, som virkede meget interesseret i branden og i øvrigt lugtede kraftigt af røg som fra en brand. Ved en nærmere visitation af manden fandt betjentene seks lightere i hans lommer, og da det samlet virkede noget mistænkeligt, blev han anholdt og sigtet for brandstiftelse.

SLAGELSE: Gik rundt med legetøjspistol
Politiet fik i går klokken 14.35 en opringning fra en bekymret borger, der havde set en ung mand gå rundt med en pistol på Løvegade i Slagelse. Efter at have ledt i området fandt en politipatrulje lidt efter frem til en 14-årig dreng. Det viste sig at han havde taget en legetøjspistol med i byen. Betjentene fik en snak med ham og hans familie om, at man ikke skal gå rundt med den slags, da det kan skabe en del utryghed.

SLAGELSE: Påvirket uden styrthjelm og kørekort
Det var den manglende styrthjelm, der fredag klokken 20.15 fik en politipatrulje til at standse en 18-årig ung mand, da han kom kørende på knallert ad Klingenberg i Slagelse. Det viste sig, at han ikke havde sit kørekort med og desuden var han påvirket af både alkohol, hash og kokain. Så han blev anholdt og sigtet for det hele.

SLAGELSE: Sigtet for husfredskrænkelse og hærværk
Det var tilsyneladende en ekskæreste, der i går eftermiddags var gået ind i sin tidligere kærestes lejlighed på en adresse i Slagelse. Her var der blevet smidt både computere og undertøj ud af vinduerne, og flere ting var blevet ødelagt i lejligheden. Politiet blev tilkaldt, og en 29-årig mand blev sigtet for husfredskrænkelse og hærværk.

SLAGELSE: Slingende bil på motorvej
En mand kom i går ved 11-tiden kørende ad Vestmotorvejen i Slagelse, da han opdagede en bil, som kørte meget slingrende og usikkert. Han ringede til politiet og guidede politipatruljen til bilen med den mistænkelige kørsel. Kort efter var bilen standset, og føreren – en 50-årig mand, der virkede noget påvirket, blev derfor anholdt og sigtet for at køre i påvirket tilstand.

SLAGELSE: Stjal dagligvarer
Lørdag klokken 15.43 blev politiet kaldt ud til et supermarked på Østre Alle, hvor personalet havde fanget en mand, der forsøgte at stikke af med nogle dagligvarer fra butikken, han ikke havde betalt for. Det viste sig at være en 39-årig mand fra byen, som blev anholdt og sigtet for butikstyveri.

SLAGELSE: To 16-årige sigtet efter ordensbekendtgørelsen
I nat klokken 1.05 fik politiet en anmeldelse om, at nogle unge lavede ballade på togstationen i Slagelse. Kort efter var en patrulje på stedet, og her fik de hurtigt øje på to 16-årige unge mænd, som var meget generende overfor folk på stedet. Derfor blev de begge sigtet efter ordensbekendtgørelsen, og deres forældre blev kontaktet.

SLAGELSE: To kvinder stjal Bailey og gin
Syv flasker Baileys og to flasker gin – det var hvad to kvindelige butikstyve havde med i tasken, da de fredag klokken 15.09 forsøgte at snige sig ud af et supermarked på Valbygårdsvej i Slagelse uden at betale. Personalet på stedet tilbageholdt de to kvinder, der ikke var udpræget tilfredse med at være blevet opdaget. Politiet blev tilkaldt, og de to kvinder, der er hhv. 31 og 32 år og fra udlandet, blev anholdt og sigtet for butikstyveri. De betalte en bøde på stedet.

SLAGELSE: To mænd sigtet for vold
Klokken 20.04 i går aftes fik politiet en anmeldelse om, at to mænd overfaldt en tredje på Idagårdsvej i Slagelse. En patrulje var lige i nærheden, og derfor gik der ikke længe før betjentene havde fat i to unge mænd på hhv. 18 og 21 år, som begge blev anholdt og sigtet for vold. Manden, der var blevet overfaldet, måtte en tur på skadestuen til behandling for sine skader.

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar  
Korsør Flere steder Kl. 21.02 – 21.32 En blev sigtet for at tale i håndholdt mobiltelefon under kørslen, og en blev sigtet for at køre for hurtigt.  
Korsør Birkemosevej Kl. 7.45 – 8.15 SKOLESTART: Mange glade børn og forældre – ingen sager.  
Korsør Birchnersgade Kl. 7.30 – 8.10 SKOLESTART: Masser af glade børn, og trafikanterne overholdt alle regler og anvisninger.  
Slagelse Holbækvej Kl. 22.00 – 22.40 En blev målt til at køre så hurtigt at han står til et klip i kørekortet.  
Slagelse Smedegade Fredag kl. 23.30 – lørdag kl. 00.10 55 køretøjer blev screenet og seks bilister blev standset og testet for at køre i påvirket tilstand. Alle havde tingene i orden.  
Slagelse Korsørvej Kl. 13.55 – 14.25 Ca. 60 køretøjer blev screenet, men alle kørte pænt.  
Korsør Egernsundvej Kl. 15.55 – 16.25 80 bilister blev screenet og af dem blev syv testet for spiritus og narko, men alle blev meldt ok til at føre bil.  
Slagelse Kalundborgvej Kl. 16.45 – 17.15 110 køretøjer blev screenet, men alle kørte pænt.  
Korsør Rolighedsvej Lørdag kl. 3.21 19-årig mand Spirituskørsel
Slagelse Klingenberg Fredag kl. 20.15 18-årig mand Spirituskørsel og kørsel i påvirket tilstand

 

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Slagelse Bildsøvej Kl. 6.50 – 12.15 351 10 50 km/t 78 km/t 3 klip
Korsør Vestmotorvejen Lørdag kl. 7.19 – 13.20 9517 149 90 136 5 klip
Korsør Vestmotorvejen Søndag kl. 7.23 – 13.01 8357 104 90 135 3 klip
Slagelse Kalundborg Søndag kl. 13.06 – 16.42 866 58 50 79 4 klip
Slagelse Slagstrupvej Kl. 7.09 – 9.00 168 0
Slagelse Idagårdsvej Kl. 9.43 – 13.20 904 50 50 km/t 71 km/t 1 klip