Når regnen siler, vinden rusker, og træerne pludselig står helt nøgne og triste, kan det være svært finde noget at grine af. Men det er der råd for, når Sjællands Teater slår dørene op til Slagelse Teater og byder indenfor til både ly og latter med fire fornøjelige comedyshows.
Jacob Taarnhøj – STANDARD
STANDARD er Jacob Taarnhøjs mest upersonlige onemanshow til dato. Så upersonligt, at Jacob Taarnhøj først har valgt at omtale sig selv i tredjeperson og derefter ladet chatbotten ChatGPT skrive følgende:
Den unge komiker Jacob Taarnhøj bringer grin og latter tilbage til scenen med sit tredje onemanshow.
Jacob Taarnhøj har været en stor del af komisk underholdning i det danske samfund i mere end et år. Hans tredje onemanshow vil være en sjov, engagerende og munter oplevelse med nye jokes og skitser, der vil få publikum til at grine højt.
Showet har det hele: Fromme vittigheder, fantasifulde taler og en ordentlig mængde historiefortællinger, der vil gøre det til en aldrig-før-set-oplevelse. Derudover vil der være et afsnit med publikumsinteraktiv natklub, hvor Jacob vil udforske sine publikummers inderste tanker og ønsker.
Kom og få en uforglemmelig aften med Jacob Taarnhøj og hans tredje oneman show. Det er en oplevelse, du ikke må gå glip af.
ChatGPT slut!
Specialklassen – TA-DAAA!
I en verden, der efterhånden er blevet så alvorlig, tung og dyster, vender Specialklassen nu tilbage med et helt nyt comedyshow. TA-DAAA!
Et show, hvor paraderne er sænkede, selvironien og satiren er i højsædet – og de krænkelsesparate er sat uden for døren. Er det højpandet? Næh! Men det er muligheden for at tage din mand/kone, ven/nemesis, kæledyr eller slave i hånden. Komme lidt ud sammen og få grinet godt og grundigt igennem.
For hvor meget glitter og Ta-daa er der egentlig tilbage i voksenlivet? Ikke alverden… Så lad os få smidt noget konfetti ind i hverdagen; uden det hele skal være så alvorligt.
Det er Gatti, Leffe og Ras, som vi kender dem. Bare ældre og sjovere – TA-DAA!!
Ruben Søltoft – HVORFOR ER DER IKKE NOGEN, DER HAR SAGT NOGET?
Ruben Søltoft er tilbage i absolut topform, når han rammer Sjællands Teater med komik i verdensklasse.
Her kan Ruben-fans og standup-entusiaster se frem til at opleve den elskelige og excentriske komiker præsentere materiale af ekstremt ærlig karakter.
Omdrejningspunktet er den mere eller mindre ufrivillige dannelsesrejse, Ruben har været på siden successhowet TING FRA MIN MUND. På godt og ondt har 30erne ramt den folkekære stand-upper som et godstog, og det komiske potentiale i kvartlivskrisen er selvfølgelig blevet til noget af det allerbedste materiale, Søltoft nogensinde har leveret.
Historierne står i kø som geniale og genkendelige frontale sammenstød med virkeligheden, der får enhver til at nikke genkendende eller bare grine helt ubehersket.
HVORFOR ER DER IKKE NOGEN, DER HAR SAGT NOGET? er møghamrende samtidsrelevant og hylende morsomt!
Heino Hansen – HEINO HANSENS FØRSTE AFSKEDSSHOW
Da Heino Hansen senest var aktuel med et onemanshow, turnerede han landet tyndt med sit ultrapopulære HEINO HANSENS FØRSTE COMEDY SHOW. Et show, der sidenhen sikrede ham prisen som årets komiker ved ZULU Comedy Galla 2022. I sin takketale sagde han blandt andet:
– Jeg har lavet 141 shows på 10 måneder, og det har været en stor oplevelse. Men jeg vil også sige, at min hjerne er gået lidt i stykker efterfølgende. Det er lidt et chok som komiker at finde ud af, at man kan blive mør på den måde, så jeg er glad for den her pris, for jeg tror faktisk, det var sidste skud, jeg havde i bøssen.
Salen grinede – men var det en joke?
Efter 15 års intens jagt på drømmen stod Heino Hansen nu der på scenen og takkede alle de vigtigste omkring sig. Pavestolt over at have nået denne store milepæl i sit liv – på toppen af dansk comedy – var der en særlig tvivl, der begyndte at spire i ham. Men nu er Heino Hansen igen klar til at indtage de skrå
brædder med sit nye comedyshow HEINO HANSENS FØRSTE AFSKEDSSHOW, og ifølge Heino er det et show, at du godt gider at se!
– Det bliver ikke gammel vin på nye flasker. Det bliver ikke engang vin. Hvis det sidste gang var vin, så er det her champagne. Eller i hvert fald som minimum cava. Cava smager ærligt også bedre end champagne. Ja, du betaler for navnet, hvis man spørger mig. Jeg ved ikke en skid om vin eller pagne. Hvis sidste show
var en lager-øl, er det her en porter. En gammel, bitter porter, der virkelig hader Knud Brix fra Ekstra Bladet. Det korte af det lange er, at jeg har udvikle et ambitiøst, modigt, lidt for ærligt – og ikke mindst virkelig sjovt – show til jer. Og jeg glæder mig til at se jer igen, for jeg har savnet jer!
Sjællands Teater præsenterer comedy
Onsdag den 18. september 2024 kl. 19.00: Jacob Taarnhøj – STANDARD
Fredag den 4. oktober 2024 kl. 19.30: Specialklassen – TA-DAAA!
Fredag den 1. november 2024 kl. 18.30: Ruben Søltoh – HVORFOR ER DER IKKE NOGEN, DER HAR SAGT NOGET?
Torsdag den 21. november 2024 kl. 18.00 og kl. 20.30 (NB.: To shows!): Heino Hansen – HEINO HANSENS FØRSTE AFSKEDSSHOW!
Spillested: Slagelse Teater, Herrestræde 9, 4200 Slagelse
Billetter købes på www.sjaellandsteater.dk/comedy/
Læs mere på www.sjaellandsteater.dk