Korsør skal lægge stier, asfalt og brosten til, når verdens største royale motionsfest for første gang kommer til Slagelse Kommune. 9. juni 2025 bliver en festdag i Korsør både for deltagere og tilskuere.
Blot tre år efter at Hendes Majestæt Dronning Margrethe besøgte Slagelse Kommune med Kongeskibet Dannebrog, som lagde til i Korsør, danner Korsør igen rammen om et royalt besøg. Denne gang er det som værtsby til Royal Run, hvor ca. 10.000 deltagere forventes at snøre kondiskoene til fællesskabets fest.
Klar til at skabe fantastiske rammer
– Vi glæder os selvfølgelig rigtig meget til at byde tusindvis af løbere velkommen til Korsør, og vi er meget stolte over at være udpeget til værtsby. Royal Run bliver en kæmpe oplevelse for alle, og vi er klar til at vise Korsør frem, og være med til at skabe fantastiske rammer for årets helt store løbeevent med bl.a. Korsør Atletik og Motion og Korsør Erhvervsforening, siger borgmester i Slagelse Kommune Knud Vincents. (V)
– Vi håber, rigtig mange foreninger, borgere og lokale virksomheder vil byde ind med aktiviteter både før, under og efter løbet, så vi sammen kan sætte fokus på, at det er sjovt at bevæge sig – ikke mindst når vi gør det sammen med andre. I 2025 fejrer vi også Korsørs 600-års jubilæum, så der bliver rigtig meget at se frem til i 2025 både for dem, som bor her, og dem som lægger vejen forbi Korsør, slutter borgmester i Slagelse Kommune Knud Vincents. (V)
Royal Run arrangeres af Bevæg dig for livet, og bagved står DIF, DGI og Dansk Atletik i et tæt samarbejde med værtskommunerne. Hos alle er der stor glæde over, at Korsør er blevet offentliggjort som én af de fem værtsbyer:
-Vi er meget glade for at kunne være med til at fejre Korsørs jubilæum ved at bringe Royal Run til byen. Vi er sikre på, at vi i et tæt samarbejde kan skabe en stor motionsfest, der minder alle om glæden ved at bevæge sig i fællesskab, siger Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund og medlem af Royal Runs styregruppe.
Motionsfest midt i Danmark – tæt på Storebælt
Med den centrale beliggenhed midt i Danmark tæt på Storebælt vil der være god mulighed for at komme til og fra Korsør for alle, som vil være en del af motionsfesten. Korsørs beliggenhed ved vandet giver mulighed for løberuter, der både kan gå igennem havnemiljø, en historisk bykerne præget af brostensbelagte gader med gamle charmerende huse og historiske bygninger eller ud langs kysten med den imponerende Storebæltsbro i baggrunden. Løbets ruter bliver først offentliggjort senere. Deltagerne får mulighed for både at løbe eller gå distancerne One Mile (1,609 km), 5 km og 10 km.
Der er endnu ikke åbent for tilmelding til Royal Run ’25, men det forventes at ske i løbet af november måned.
Om Royal Run
- Royal Run fandt sted første gang i 2018 i anledning af H.M. Kongens 50-års fødselsdag. Siden da har eventet fundet sted hvert år 2. pinsedag.
- I 2025 vil Royal Run blive afholdt den 9. juni 2025 i fem forskellige steder i landet.
- Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet – et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og Trygfonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.