En helt ualmindelig fredag aften og lørdag eftermiddag med Slagelse Museum og det berømte monster.
Slagelse Museum varmer op til De Dødes Nat den 1. november med et foredrag ved filosoffen Jørgen Rasmussen på Slagelse Bibliotek den 25. oktober og en nørdcafe på Slagelse Museum den 26. oktober.
Jørgen Rasmussen fortæller om liv og død med fokus på Mary Shelleys roman om Doktor Frankensteins Monster. Siden udgivelsen i 1818 er romanen blevet en myte i sig selv. Op gennem det 20. århundrede blev myten afgørende forstærket af de uafrystelige filmatiseringer.
Hvad er egentlig på spil i Mary Shelleys oprindelige fiktion? Og hvor mange har faktisk læst den? Romanen vender op og ned på vores opfattelse af, hvad mennesket kan og bør udrette her i verden.
Med dette foredrag som optakt er der lagt an til en hyggelig fredag aften i byen.
Tid: 25. oktober kl. 17.00-19.00.
Sted: Slagelse Bibliotek. Stenstuegade 14, Slagelse.
Vær sikker på en plads og køb billet på forhånd via Museum Vestsjællands hjemmeside.
Nørdcafé om Frankenstein
Nørdcafé om klassikeren “Frankenstein”, som har været en stor inspiration for nye historier i tegneserier og film, siden den udkom. I tegneserieverden præsenterer vi bl.a. udgivelser, der holder sig meget tæt op ad den originale roman, mangaversionen af Junji Ito, den velkendte antologiserie ”Gru”, Marvelfiguren “Hulk” og den mindre seriøse “Fedtmule Frankenstein” af Walt Disney.
I filmafdelingen byder vi ind med klassikere såsom “Frankenstein” fra Universal Studios (1931) og “Mary Shelley´s Frankenstein” (1994), men også den mindre seriøse “Frankenstein Junior” (1974) og den lidt nyere “Ex Machina” (2014), der er en nyfortolkning af originalen.
Til sidst inviterer vi til en livlig, filosofisk samtale om menneskelighed, religion og feminisme alt sammen med Frankenstein som udgangspunkt.
Tag gerne selv tegneserier eller film med som kan anbefales.
Nørdcaféen er mest for voksne.
Det er nødvendigt at købe billet på forhånd via Museum Vestsjællands hjemmeside.
Tid: 26. oktober kl. 14.00-16.00.
Sted: Slagelse Museum, Bredegade 11A, Slagelse.