EDC har igen i år besluttet at støtte Julehjælpen gennem Dansk Folkehjælp med 2 mio. kr. Støtten gives gennem EDC-fonden, og det er tredje år i træk, at EDC bakker op om det vigtige arbejde. Mere end 20.000 har søgt om julehjælp i 2024, hvilket er hele 18% flere end for to år siden. Støt selv direkte op om Dansk Folkehjælps julehjælp på MobilePay 13221.

Mange familier og især enlige forsørgere kæmper hårdt for at sikre deres børn en jul med alle de goder og minder, som en rigtig jul skal bestå af. For mange er julen et spørgsmål om at prioritere og spare lidt her og der, mens det for andre er noget nær umuligt at få hverdagen til at hænge sammen. Ikke mindst enlige forsørgere kan være hårdt ramt, hvilket er særligt tydeligt i julen, hvor vi traditionelt bruger flere penge end ellers.

“For tusindvis af børn handler julen ikke om, hvad de ønsker sig, men om, hvad de må undvære. Vi må ikke glemme at hjælpe dem, der har størst behov. Dansk Folkehjælp gør et fortrinligt arbejde for bl.a. at sikre enlige forsørgere en bedre jul, og vi er rigtig glade for, at vi i EDC har mulighed for at bakke dette arbejde op med et kontant tilskud på hele 2 mio. kr.,” siger Sven Lyse, partner og direktør hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Slagelse.

Mere end 20.000 har søgt om julehjælp
Julehjælpen fra Dansk Folkehjælp består af en købmandskurv eller et gavekort på 800 kr. til køb af mad samt 500 kr. pr. barn til køb af julegaver til børnene. Julehjælpen gives til forsørgere på overførselsindkomst med hjemmeboende børn under 18 år. I år har mere end 20.000 søgt om julehjælp hos Dansk Folkehjælp, hvilket er 18% flere end for to år siden.

“Vi håber naturligvis på, at situationen bedres i 2025, men uanset dette vil der også i fremtiden være familier, der kan bruge lidt ekstra i julen. Vi har derfor allerede nu indgået en aftale med Dansk Folkehjælp om, at vi også bakker op om det værdifulde arbejde næste år med et tilsvarende beløb,” siger Claus Vestergaard Jensen, ejendomsmægler hos EDC Poul Erik Bech Slagelse.

Støttebeløb til Julehjælpen gennem Dansk Folkehjælp går ubeskåret til ansøgerne, som er forsørgere på overførselsindkomst med hjemmeboende børn under 18 år. Ansøgerne valideres af de sociale myndigheder i deres bopælskommune.

Støt selv op
Du kan selv støtte om julehjælpen. Vær med til at give endnu flere børnefamilier en glædelig jul. Støt op om julehjælp på MobilePay 13221.

Udover at EDC-fonden støtter julehjælp fra Dansk Folkehjælp med 2 mio. kr. i 2024, så har EDC Poul Erik Bech Fonden desuden valgt at donere 6 mio. kr. over 5 år til Dansk Folkehjælps projekt Skolestarthjælp. Projektet giver børn fra ressourcesvage og udsatte familier mulighed for en god begyndelse på deres skolegang via Skolestarthjælp.

Pressefoto