Den 1. januar i år introducerede AffaldPlus ‘selvbetjent åbningstid’ på deres syv største genbrugspladser. Hvis du er tilmeldt servicen, kan du benytte pladserne i tidsrummet kl. 7-9 og 17-22, hvor der ikke er personale på de pågældende pladser. Der er enkelte begrænsninger mht. aflevering af affald, men ellers fungerer det som i den normale åbningstid fra kl. 9-17.

Aktuelt har godt 9.000 borgere og virksomheder oprettet sig som selvbetjenere og kan derfor benytte pladserne i Haslev, Korsør, Næstved, Ringsted, Rønnede, Slagelse og Vordingborg. Når Sorø Genbrugsplads åbner igen til sommer, vil servicen også være tilgængelig dér.

I Rønnede har man taget godt imod ordningen:

“Det er bare mega fedt! Når man både har små børn og et fuldtidsarbejde, kan det være svært at nå forbi i åbningstiden. Så det dér med, at man bare kan svinge forbi, når det lige passer ind i programmet, er virkelig rart,” siger Tobias.

“Vi vidste faktisk ikke, at der var lukket. Så vi tilmeldte os selvbetjeningen, da vi holdt foran den lukkede port. Det var ret nemt. Vi renoverer et hus, så der er mange kørsler til genbrugspladsen, og det er en stor fordel at kunne komme ind, selvom der er lukket,” siger Nichlas og Julie.

Læs mere og opret dig som selvbetjener: Nye tider – og selvbetjening | AffaldPlus

Credit: AffaldPlus