Slagelse Kulturråd har fået ny bestyrelse, og formandskabet består nu af Maria Yasmin Breuning som formand og Lotte Brøns som næstformand. Sammen med de øvrige medlemmer vil de i den kommende periode sætte fokus på at undersøge, hvordan det står til med kulturlivet i Slagelse Kommune. På tværs af generationer, kultur, demografi og geografi.
En bred repræsentation var også generalforsamlingens ønske, da bestyrelsen blev valgt. Udover formandskabet består den nye bestyrelse af Stig Thorup Rasmussen, Christopher Trung, Olga Kratiuk, samt den politisk udpegede Marie Mejer.
– Vi vil tage temperaturen på kulturlivet i hele kommunen – fra det etablerede til det spirende. Vi ønsker at møde alle i øjenhøjde – både de garvede kulturaktører og dem, der måske lige har taget deres første skridt, siger Maria Yasmin Breuning.
Kulturlivet er aldrig statisk, og meget har forandret sig, siden den nuværende kulturpolitik blev vedtaget i 2019. Derfor er det vigtigt for os at lytte, engagere os og bringe nye perspektiver med i samtalen, tilføjer hun.
Maria Yasmin Breuning repræsenterer den yngre generation og bringer frisk energi og nysgerrighed ind i bestyrelsesarbejdet, sammen med ukrainske Olga Kratiuk og Christopher Trung, hvor de to sidstnævnte repræsenterer de kulturelle aktiviteter i foreningen ”Sammen Om Slagelse”. Lotte Brøns og Stig Thorup Rasmussen er begge alsidigt engageret i foreningslivet i henholdsvis Korsør og Skælskør.
– Der er noget særligt i at kunne forene erfaring med nytænkning, siger Lotte Brøns, inden hun fortsætter:
– Kultur er netop det sted, hvor vi kan mødes på tværs af alder, baggrund og interesser. Så det gælder naturligvis også det samarbejde, vi har i bestyrelsen.
Kultur i bred forstand
Med ambitioner om at understøtte rammerne for arbejdet mellem kulturlivets mange aktører, vil bestyrelsen i den kommende tid række ud til foreninger, kunstnere, institutioner og borgere i hele kommunen. Målet er at få et nuanceret billede af behov, potentialer og drømme, der kan danne grundlag for en fremtidig opdatering af kommunens kulturpolitik.
– Vi ønsker, at Kulturrådet skal være en aktiv og dynamisk medspiller, der både inspirerer og lytter. Der er mange ildsjæle derude – og vi vil gerne være med til at inspirere endnu flere til at tage en aktiv del i kulturlivet uanset alder, baggrund eller erfaring, siger Maria Yasmin Breuning.
Med nye øjne, forskellige erfaringer og en fælles passion for kultur, går den nye bestyrelse i Slagelse Kulturråd i gang med at understøtte ambitionerne om et endnu stærkere kulturliv – med respekt for fortiden og blik for fremtiden.
Kulturkonference d. 5. oktober 2025
Bestyrelsen har med glæde taget til efterretning at kulturafdelingen i Slagelse Kommune vil arrangere en kulturkonference til efteråret, og har derfor blandt andet været med til det indledende planlægningsmøde for konferencen:
– En kulturkonference er en af Kulturrådets større sager, så vi er meget glade for initiativet, som vi helhjertet bakker op om, lyder det fra bestyrelsen.
