Danskerne skal til folkeafstemning om undtagelsen fra EU’s union på det retslige område om halvanden måned.
Derfor sender Folkebevægelsen mod EU, der opfordrer befolkningen til at stemme nej ved folkeafstemningen, i disse uger en kampagne-bil fyldt med informationsmateriale rundt i landet. Bilen og de medbragte aktivister har allerede besøgt Bornholm og Nordsjælland, inden de onsdag den 21. oktober kommer til Slagelse og Korsør. Chauffør er den 24-årige Esben Madsen, som bliver bakket op af lokale aktivister.
– Vi vil bevare retsundtagelsen og vil gerne i dialog med folk på gaden, så de hører nej-sidens argumenter, siger Elma Lindberg, der er én af de lokale som møder op, når bilen kommer til Vestsjælland.
Hun tilføjer at alle, der er interesserede i information op til folkeafstemningen, er velkomne til at at komme forbi og hente foldere om retsundtagelsen og den tilvalgsordning, som politikerne foreslår.
Planen for kampagnebilen besøg er:
Slagelse: Nytorv i Slagelse kl. 11-13.30
Korsør: Foran Føtex i Havnegade kl. 15-17