Vækst i Balance

Anbefalingerne fra det særlige vækst- og strategiudvalg bliver nu udmøntet i de første konkrete tiltag.

”Jeg har fra min første dag som borgmester været bannerfører for, at vi skal have fokus på vækst i kommunen. Vi skal skabe vores egen fremtid, og derfor nedsatte vi vækst- og strategiudvalget, som skal bane vejen for en god fremtid i kommunen. Nu skal vi gøre planerne til virkelighed,” siger borgmester Stén Knuth (V).

Økonomiudvalget har netop givet grønt lys for de første initiativer i Vækst i Balance-planen. Det drejer sig om:

  • Mobilitet på boligmarkedet
    Slagelse Kommune styrker arbejdet med at få flere tilflyttere og undersøger samtidig om udbud og efterspørgsel på boligformerne er optimal.
  • Stigsnæs Erhvervspark
    Der er afsat to mio. kr. til forundersøgelser af, hvor der kan skabes en erhvervsklynge i området omkring Stigsnæs havn. Tiltaget har til formål at undersøge, hvordan kommunen bedst sikrer en erhvervsmæssig udnyttelse af området.
  • Natur- og Kystturisme
    Vi skal have flere turister til kommunen, og derfor skal vi sørge for, at natur og kystarealerne vises frem på en bedre måde, så turister i endnu højere grad ser kommunen som attraktivt turistmål. Målsætningen er, at antallet af overnattende gæster øges med 10% i 2017. Der er afsat 1,5 mio. kr. over tre år til tiltaget.
  • Samarbejde mellem kommune, uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv
    Slagelse er en uddannelsesby, og vi skal styrke videns- og vækstmiljøet endnu mere. Det skal blandt andet ske gennem ombygning af det gamle posthus, så det kan danne ramme for samarbejdet.
  • Energiklynge
    Slagelse Kommune skal være clean tech kommune og tiltrække arbejdspladser inden for energiområdet til kommunen. Målet er at skabe 50 arbejdspladser hen over de kommende fem år.

”Vi kan have forskellige politiske holdninger i byrådet, men vi arbejder alle for, at Slagelse Kommune skal være et godt sted at bo og et godt sted at arbejde. Projekterne i Vækst i Balance er spændende, og vi ser frem til at samarbejde på tværs af partierne i det videre arbejde med udmøntningen af de gode tanker,” siger gruppeformand John Dyrby Paulsen (A).

Vækst i Balance tager hensyn til at kommunen har begrænsede midler, og derfor skal der satses på samarbejder og på særligt prioriterede områder, hvor kommunen har mulighed for at skyde større midler ind i.

Der er yderligere information om Vækst i Balance her.

slagelse kommune