Slagelse Kommune er netop udnævnt til årets Spil Dansk-kommune, skriver kommunen i en pressemeddelelse. Den hæderfulde titel tildeles på grund af kommunens langvarige indsats for at bringe sang og musik ind i hverdagen hos især børn og unge. Titlen deles med Herning Kommune, og til foråret skal unge musiktalenter fra de to kommuner mødes for sammen at skrive to sange, der hylder de to egne af landet.
Spil Dansk-Ugen i oktober bød på 1400 arrangementer landet over. 16 af dem fandt sted i Slagelse Kommune, og det skabte åbenbart så megen opmærksomhed, at Foreningen Spil Dansk i dag har udnævnt Slagelse som årets Spil Dansk-kommune. Titlen deles med Herning Kommune, som også har gjort en ekstra indsats for at udbrede den danske musik.
”Vi er utrolig stolte over, at vores musikarrangementer har skilt sig så markant ud, at vi er blevet kåret som årets Spil Dansk-kommune. Musik skaber glæde og er en god vej til venskaber og forståelse. Musik er også med til at styrke vores kulturarv og identitet som et lille land i et globalt samfund. Derfor gør vi noget ved musikken i Slagelse Kommune. Vi synger faktisk også til byrådsmøderne”, siger Troels Christensen (I), formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget.
”Jeg vil gerne sige tak til de engagerede medarbejdere og frivillige, som igennem årene har stablet alle de gode musikarrangementer på benene til glæde for blandt andet skolebørn. Det er et flot eksempel på, at man kan nå utroligt langt, hvis samarbejdet fungerer godt. Prisen, som vi har fået i dag, er i høj grad deres fortjeneste”, siger Troels Christensen.
I Foreningen Spil Dansk begrunder direktør Ricco Victor udnævnelsen således:
”I alle årene har Slagelse Kommune haft et højt ambitionsniveau og en frisk og kontinuerlig lyst til at skabe fornyelse og udvikling i udbuddet af arrangementer i Spil Dansk-regi. Vi oplever en smittende energi og begejstring fra arrangørerne i Slagelse Kommune, som bekræfter os I, at der er en lokal vilje og evne til at blive ved med at udvikle det lokale musikliv og til at give også nye publikummer en på opleveren i Spil Dansk-Ugen.”
Foruden æren indeholder Spil Dansk-prisen økonomisk støtte til et tværkommunalt projekt, hvor unge musiktalenter fra Herning og Slagelse Kommune i fællesskab skal komponere to helt nye sange. I løbet af foråret vil der blive afholdt to sangskriver-camps i henholdsvis Herning og Slagelse. Her er det meningen, at de lokalt udvalgte unge talenter skal skrive to sange, der hylder livet eller hverdagen i de to egne af landet.
”Sangene kan blive nye officielle kommunesange, som vi håber bliver brugt flittigt fremover. Vi glæder os især til at se, hvordan sangene beskriver de to kommuner set ud fra de unges optik”, forklarer Ricco Victor.