Den 12. marts forventes det, at de første biler igen kan parkere på Rådhuspladsen. Det står klart, efter at Kecon A/S har vundet opgaven, og en ny tidsplan er på plads.
Bilerne kan igen parkere på Rådhuspladsen den 12. marts. Den dag tilstræbes det at åbne de første 31 parkeringspladser på Rådhuspladsen, efter hele parkeringspladsen har været lukket siden efteråret.
Det står klart efter at en ny tidsplan er drøftet med Skælskør-virksomheden Kecon A/S, som har vundet opgaven med at renovere parkeringskælderen under Rådhuspladsen. Dermed slipper man for at lukke for parkering i både parkeringskælder og på selve Rådhuspladsen i to uger, som det tidligere har været meldt ud.
– At vi var nødt til at lukke alle parkeringspladserne på Rådhuspladsen, ville ikke kunne undgå at påvirke butikkerne i området. Derfor er jeg tilfreds med, at der i hele byggeperioden vil være mulighed for at parkere på Rådhuspladsen – om end til en start i begrænset omfang, siger formanden for Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget Henrik Brodersen(O).
Kecon A/S har ønsket at komme i gang med arbejdet hurtigere end den oprindelige tidsplan lagde op til. Ifølge den skulle parkeringskælderen lukke den 21. marts. Det sker nu den 12. marts, og derfor er parkeringskælderen lukket en uge længere end først planlagt. Samtidig har entreprenøren fået tilladelse til at afspærre 22 pladser i kælderen allerede nu.
– Jeg vil endnu engang gerne beklage de gener, lukningen af parkeringspladserne har påført både detailhandel og de handlende. Nu lægger vi os sammen med entreprenøren i selen for at få afsluttet arbejdet hurtigst muligt. Og vores vurdering er, at hvis vi ikke løber ind i uforudsete forhindringer, så bliver vi færdig allersenest den 6. maj, siger borger- og udviklingsdirektør Lone Irene Wenzell
Skælskør-virksomheden Kecon A/S kom sammen med underleverandørerne Aage Langkjær, HJ Gruppen og JOSK med det bedste og billigste bud, da opgaven var i udbud i starten af januar. Derfor er det lokal arbejdskraft, som skal løse opgaven.
– Vi ville helst have undværet denne reparation, men når det nu skal være, så er jeg er rigtig glad for, at det er en lokal virksomhed, som har vundet opgaven. Det sikrer både lokale arbejdspladser og viser, at vi har konkurrencedygtige virksomheder i kommunen, siger borgmester Stén Knuth(V).
Fakta om parkering i Slagelse
Tidsplanen:
12. marts. 1. etape åbner for parkering (østlig tredjedel af Rådhuspladsen). Parkeringskælderen lukker
4. april: 2. etape åbner for parkering (midterste tredjedel af Rådhuspladsen del)
15. april: 3. etape åbner for parkering (vestlig tredjedel af Rådhuspladsen)
6. maj: Parkeringskælderen åbner
Alternative parkeringsmuligheder:
Der er mulighed for at parkere ved Klingeberg, Christiansgade, bag Rådhuset i Torvegade, og samtidig er der to-timers parkering på parkeringspladsen i Gørtlergade.
Parkeringsoverblik
Billister kan få et overblik over parkeringspladser i Slagelse midtby på kommunens hjemmeside slagelse.dk/parkering
Hent et klistermærke med en QR-kode hos butikkerne i Slagelse. Klistermærket kan sættes i bilen. Hvis man scanner QR-koden med sin smartphone bliver man ledt direkte til den side på slagelse.dk, hvor man kan få et overblik over parkeringspladser i Slagelse midtby.