Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Slagelse Kommune i tidsrummet 2016-02-23 til 2016-03-02.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at fortælle offentligheden om. Ikke-anmeldte eller af politiet ignorerede hændelser omtales ikke i det følgende.
Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-slagelse.dk
KORSØR: Mens mand ville springe fra bro, skete der færdselsuheld
Politiet fik lørdag aften kort for midnat en melding om, at en mand havde parkeret sin bil midt på højbroen over Storebælt og var kravlet over hegnet, så han stod på ydersiden af broen, hvorfra han truede med at ville springe. Efter en god times tid lykkedes det imidlertid for politiets forhandler at få talt manden tilbage. Mens samtalen med manden stod på, skete der et færdselsuheld, hvor en 20-årig mand havde overset politiets afspærringer. En politibil og en anden personbil blev påkørt. Fire personer blev kørt på sygehuset for tjek for deres skader.
SLAGELSE: Fik bilen beslaglagt
En 19-årig mand fra Slagelse blev søndag klokken 16.34 standset af politiet på Rosenkildevej i Slagelse. Den 19-årige havde ikke noget kørekort, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. På grund af flere tidligere sigtelser for at have kørt uden førerret, blev hans bil beslaglagt på stedet.
KORSØR: 17-årig fik konfiskeret knallerten
Færdselspolitiet havde torsdag eftermiddag en færdselskontrol på Motalavej i Korsør. Klokken 14.22 så betjentene to komme kørende på en knallert, og de blev standset. Føreren var en 17-årig fyr fra Skælskør og passageren en 16-årig fra Korsør, og ingen af dem havde styrthjelm på. Knallerten var hverken forsikret eller registreret, og i øvrigt virkede baglyset ikke. Et tjek af knallerten på politiets rullefelt viste, at den kunne væsentligt hurtigere end de tilladte 30 km/t, og da den 17-årige havde flere tidligere sager, blev knallerten konfiskeret, og de to blev sigtet for en række færdselslovsovertrædelser.
KORSØR: 45-årig sigtet for røveri
Politiet fik torsdag klokken 16.30 en anmeldelse om, at en mand var trængt ind hos sin ekskæreste på en adresse i Korsør, og at han havde stjålet hendes telefon og skubbet hende omkuld. Det var en 44-årig kvinde, som havde fået besøg af sin eks, og som afslutning på et skænderi tog han – der er 45 og fra Slagelse – hendes telefon, og under noget tumult skubbede han hende omkuld flere gange. Politiet fandt frem til den 45-årige, som klokken 18.38 blev anholdt på sin bopæl og taget med til politistationen i Slagelse. Den 45-årige blev løsladt igen klokken 21.06 efter afhøring.
SLAGELSE: Uden kørekort og med stjålne nummerplader
Natten til i dag klokken 1.30 blev en 17-årig ung mand fra Søborg standset af politiet på Stop 39 på Trafikcenter Allé i Slagelse. Det viste sig, at føreren et sted på Fyn havde forsøgt at tanke benzin på sin bil, der havde påmonteret stjålne nummerplader, men han var blevet opdaget i sit forehavende. Imidlertid var han fortsat mod Sjælland, hvor han altså blev standset ved Slagelse. Da han af gode grunde ikke havde noget kørekort blev han sigtet efter færdselsloven og for tyveri af nummerplader.
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
---|---|---|---|---|
Skælskør | Gartnervænget | Hus | Mandag kl. 15. 30 – tirsdag kl. 10.13 | Sølvtøj og smykker |
Slagelse | Jonsgården | Hus | Fredag klokken 16-21.40 | Pung, taske og smykker |
Slagelse | Østre Alle | Hus | Fredag klokken 19.35 | Smykker og en bærbar pc af ukendt mærke |
Slagelse | Jonshaven | Hus | Torsdag klokken 18.10-21.50 | Tv af ukendt mærke, smykker og udenlandsk valuta |
Slagelse | Ådalen, Havrebjerg | Hus | Onsdag klokken 22.30 – torsdag klokken 2.45 | Ikke umiddelbart stjålet noget |
Slagelse | Anne-Marievej | Hus | Mandag klokken 19 – tirsdag klokken 15.50 | Ikke gjort op hvad der er stjålet |
Slagelse | Anne-Marievej | Hus | Tirsdag klokken 7.30-16.15 | Ikke gjort op hvad der er stjålet |
Slagelse | Kenyavej | Hus | Tirsdag klokken 11.39 | iPad |
Slagelse | Somaliavej | Hus | Tirsdag klokken 7.45-16 | To iPads og en bærbar pc, mønter og smykker |
Dalmose | Fresiavænget | Hus | Fredag klokken 13 – mandag klokken 16 | Ikke umiddelbart stjålet noget |
Dalmose | Rosenvænget | Hus | Fredag klokken 14 – mandag klokken 9.30 | Ikke umiddelbart stjålet noget |
By | Vej | Tidspunkt | Kommentar |
---|---|---|---|
Korsør | Motalavej | Klokken 14.15-15.30 | En standset på en ulovlig knallert |
Korsør | Tårnborgvej | Klokken 13.30-14.15 | Bestilt færdselskontrol: Tre blev sigtet for at køre for hurtigt, og alle tre står til et klip i kørekortet. Hastighedsbegrænsningen på stedet er på 50 km/t, og den hurtigste blev målt til at køre 77 km/t |
By | Vej | Tid | Type | Kontrol- lerede |
Fart- bilister |
Tilladt | Hurtigste | Klip |
---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Slagelse | Skælskørvej | Fredag klokken 13.36-19.04 | ATK | 818 | 66 | 50 km/t | 84 km/t | Seks klip og en betinget frakendelse |
Slagelse | Slagelsevej, Harrested | Klokken 8.05-14 | ATK | 425 | 60 | 50 km/t | 79 km/t | 10 klip |