I Slagelse er et nyt motionscenter skudt op; denne gang dog med mere end almindelig fitness. Bag initiativet står en række undervisere med hver deres specialer, der rummer alt fra spirituel meditation over yoga til cykel- og løbetræning. Navnet på det ambitiøse tiltag er PranaGym, der passende er beliggende i PranaHuset på jernbanegade 10, 2. sal – altså bagved Skoringens indgang i centret.
Konceptet er målrettede holdtræninger, der foretages af specieluddannet personale, hvilket sikrer den bedste vejledning og træning.
Udover holdtræningen arrangerer PranaGym en række interessante foredrag med idrætspersonligheder, meditative undervisere og meget andet:
2. april: Karen Tengberg: YogaTeknik.
YogaTeknik er for dig, der gerne vil gå i dybden med dine yoga-teknikker. Det er et foredrag, der skal hjælpe med at få det maksimale ud af yogaen, alt imens man lærer at minimere belastningen af leddene omkring knæ, ankler osv.
7. april: Per Nygaard: Helt ind til benet – og lidt til.
Det handler om at ville forandringen. Foredraget her skal give en forståelse for alt det, der omgiver os; Per Nygaard taler om kropssprog, kommunikationen med en selv og de fastlåste mønstre, der kan holde os kørende i et ikke-gavnligt spor. Foredraget inspirerer til at se sine ‘fejl’ og mangler, og dermed giver det lysten til fremgang.
16. april: Michelle Hviid: Skru op for livet.
Michelle Hviid vil inspirere lytterne til at leve livet mere motiveret, mere modigt og ikke mindst endnu sjovere. Igennem sine egne erfaringer og handlinger fortæller hun om, hvordan man skal turde mere, end man gjorde i går, for dermed at nå endnu længere.
12. maj: Erik B. Jørgensen: Alaska på tværs.
Alaska kaldes i folkemunde “den sidste vildmark”. Denne vildmark besluttede Erik B. Jørgensen sig for i 2014 at krydse. Over 72 dage kæmpede han sig igennem vind og vejr, over bjerge og igennem skove, hvor han var overladt helt til sig selv. Et eventyr uden lige!
1. september: Michael Rasmussen: Rasmussen Unplugged.
Med inspirationen fra bogen ‘Gul Feber’ fortæller Michael Rasmussen om virkelighedens cykelverden; om alt det hykleri, der hersker i cykelverdenen, om det håb han har, at sporten en dag gøres fri fra doping. Det bliver uden tvivl spændende.
Du kan læse mere om foredragene på PranaGyms foredragsside, PranaVoice, ligesom du kan læse mere generelt om PranaGym på deres egen side.