114 gange de sidste fem år har spiritus været skyld i ulykker i Slagelse Kommune. Det er baggrunden for, at Slagelse igen i år er med i den landsdækkende spritkampagne henover sommeren, fortæller kommunen i en pressemeddelelse.
De fleste kender situationen: Middagen med vennerne tager pludselig fart, og inden man får set sig om, har man drukket både hvidvin, øl og Baileys til kaffen. Det, der skulle være en rolig middag, har udviklet sig til en fest, og bilen står der ude og venter. Så hvordan kommer man nu hjem? 1 ud af 10 vælger at tage bilen, selv om de er i tvivl om, hvorvidt de har druk-ket for meget til at køre lovligt.
De sidste fem år har spiritus været indblandet i 114 uheld på vejene i Slagelse Kommune, og i 27 af uheldene resulterede det i døde eller alvorligt tilskadekomne. Derfor sætter Slagelse Kommune sammen med TrygFonden, Rådet for Sikker Trafik og 71 af landets andre kommuner nu ind med en kampagne, der skal få folk til at lade bilen stå, hvis de har drukket – også når de er i tvivl.
– Det er vigtigt, at man lader bilen stå, når man har drukket – også når man er i tvivl. Hvis man har tænkt sig at køre hjem, så drik højst én genstand for at være på den sikre side. Begynder man at sidde og tælle genstande og prøve at regne sin promille ud, så er man allerede ude på et skråplan, siger Henrik Brodersen(O), formand for Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget.
En aktiv indsats mod spritkørsel
Kommunen deltager i kampagnen mod spritkørsel og har opsat skilte langs vejene i sommerhusområderne. ”Klar til et pust” står der på de gule skilte, der er udformet som politiets alkometre. Skiltene skal minde bilisterne om, at alkohol og kørsel er en farlig cocktail, og at politiet kontrollerer ekstra meget i løbet af kampagnen.
– Vi vil gerne gøre en ekstra indsats mod spritkørsel her i sommerperioden, hvor folk mødes, drikker og kører hjem fra alle mulige sommerarrangementer. Det er bedre, hvis man tager en taxa hjem, så er man også sikker på at have kørekortet om mandagen, når man skal køre på arbejde, siger Henrik Brodersen.