Slagelse byråd har ansat Jane Wiis som kommunaldirektør i Slagelse Kommune. Jane Wiis kommer fra en direktørstilling i KL, og tiltræder 15. august. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
– Jane Wiis har imponeret ansættelsesudvalget med sit drive og sin store kommunale erfaring, og indsigt i de muligheder og udfordringer som Slagelse Kommune står overfor, siger borgmester Stén Knuth (V).
Borgmesteren fremhæver især Jane Wiis’ særlige viden om børne- og ungeområdet og teknik og miljø, som en meget væsentlig ballast i forhold til stillingen i Slagelse Kommune.
– Slagelse Kommune er en stor og spændende kommune med et meget stærkt vækstpotentiale. Her er gode uddannelsesinstitutioner og en veludviklet infrastruktur. Slagelse kommune rummer også en mangfoldighed af både store og små dynamiske bysamfund. Det giver gode muligheder for alle borgere, der bor og arbejder her. Jeg glæder mig meget til at samarbejde tæt med byråd, medarbejdere og virksomheder om at udløse det store potentiale, som Slagelse Kommune har, siger Jane Wiis.
Før Jane Wiis kom til KL var hun i en årrække kommunaldirektør i Frederikshavn Kommune, og har tidligere bestredet chefstillinger i både Greve og Københavns Kommune. Jane er uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet.