Borgere med en demenssygdom kan være til fare for sig selv, når de går hjemmefra. Derfor er en GPS til stor hjælp hos demente borgere, men den giver samtidig også stor tryghed hos de pårørende. I Slagelse Kommune har man god erfaring med GPS til demente borgere, som kan spare demente for lidelser og uheld – og pårørende for bekymringer. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Hvert år forsvinder demente fra hjemmet, plejehjem og sygehuse og efterlyses af politiet. Heldigvis bliver de fleste fundet igen, men desværre bliver ikke alle fundet i tide. Arno Axelsen har prøvet at stå i den situation, som mange pårørende til en dement frygter; nemlig når den demente går hjemmefra.
– Første gang var tilbage i 2014, hvor vi var nede i byen. Min hustru sad i bilen og ventede, mens jeg skulle ordne noget i en butik. Det tog ikke mere end 5 minutter, men da jeg kom ud til bilen, var hun væk. Jeg kørte rundt og ledte efter hende og frygtede, at hun var faldet i vandet. Det viste sig senere, at FDF i lystskoven havde fundet hende og taget sig kærligt af hende. De havde pakket hende ind i tæpper, for hun havde kun haft et lag sommertøj på og ingen papirer med navn på. Jeg var selvfølgelig lykkelig over, at de fandt hende i god behold, fortæller Arno Axelsen.
Værdifuld tryghed
Efter episoden fik Arno sørget for, at hustruen fik ID på sig i form af et armbånd med navn, adresse og telefonnummer på Arno og deres søn. Samtidig fik han via demenskonsulenten kontakt til Slagelse Kommunes Velfærdsteknologiske Enhed, som hjalp med at få afprøvet en GPS, og den har allerede været en succes.
– Vi er meget glade for den. Min hustru har den om halsen, og jeg har en app på min telefon, så jeg kan trykke mig ind og se, hvor hun er henne og også ringe til hende. Sidste sommer fik vi brug for den to gange. Trygheden af at vide, hvor hun er og muligheden for hurtigt at komme i kontakt med hende, er utrolig værdifuld for mig, siger Arno Axelsen.
Gør en forskel og øger trivslen
Ï Slagelse Kommune har man god erfaring med GPS til demente, som er til stor hjælp for både den demente og de pårørende.
– Borgere med en demenssygdom kan efter en vurdering fra en af vores demenskonsulenter afprøve og låne en GPS. Lige pt. har vi 20 borgere, som enten på plejecentre eller i eget hjem har en GPS. Det gør en stor forskel både for personalet, men især også for de pårørende som oplever stor tryghed ved GPS’en. Samtidig oplever vi også, at GPS’en er med til at øge trivslen for både beboere, plejepersonalet og pårørende, der ikke behøver gå og frygte, at den demente forsvinder fra plejehjemmet eller eget hjem, siger velfærdsteknologisk udviklingsterapeut Line Rasmussen.