Torsdag aften var den røde løber rullet frem foran Slagelse Teater, og folk fra nær og fjern strømmede til for at overvære Musicalscenens verdenspremiere på “Drengene fra Sankt Petri”. En premiere er altid noget særligt, men denne var noget helt specielt, for den 9. april 2015 var ikke blot premieren i Slagelse, men netop 75 årsdagen for besættelsen – et velvalgt datosammenfald.
Publikum bliver ved indgangen mødt af gamle veteranbiler – ja, man skulle næsten tro, at bankdirektør Varnæs fra Matador også var taget til forestillingen. Inde i foyeren sælger frivillige og skuespillere, klædt i nazi-uniform eller andet kostume fra forestillingen, de flotteste grafiskopsatte programmer med fine billeder af skuespillere og scener til de forventningsfulde besøgende.
Vel tilrette i salen og med dæmpet lys bryder det ud: “Her er London” hvorefter teatergæsterne bliver meddelt at huske at slukke mobiltelefoner, hvilket var en yderst morsom måde at få kommunikeret budskabet ud på og samtidig få inddraget publikum. Derpå sænker roen sig over salen. På scenen oplyses tre rekvisitdøre som skærme, hvorpå der i mørket fremvises lysbilledshow med personer og episoder fra krigen – Hitler, Goebbels, Göring mv. toner frem, mens det velspillende husorkester fører publikum ind i den alvorstyngede stemning på rejsen tilbage til besættelsens dage.
Drengene fra Sankt Petri er først og fremmest historien om unge mænd der nægter at affinde sig med Nazi-Tysklands besættelse af Danmark, der stik imod formaningerne fra regering, skole og forældre starter en af Danmarks første modstandsgrupper. Kernen i gruppen er unge gymnasiaster anført af præstesønnerne Gunnar og Knud Balstrup. Sammen med deres gymnasiekammerater fra Ålborgs bedre borgerskab drages disse af en intellektuel fædrelandskærlighed, hvis eksistentielle valg de i mødet med arbejdsdrengen Otto Hvidmands praktiske, men knap så velovervejede tilgang, til sidst vælger at tage konsekvensen af.
Under navnet ‘Churchill-klubben’ vælger drengene at følge det britiske forbilledes eksempel til oprørskamp imod tyskerne – først i form af drengestreger med punktering af biler, omdeling af løbesedler og antinazistisk graffiti, efterfulgt af våbenrøverier og sabotagespringninger. Som historien udvikler sig, øges spændingerne drengegruppen imellem – hvor hurtigt skal de gå frem? At drengene er klar til at kæmpe er en ting – men er de også parate til at risikere at betale den højeste pris? Og i så fald, hvad er den højeste pris?
Som en evig temaklassiker for musicalgenren får den ungdommelige kærlighed naturligvis også sin plads, her bliver særligt en scene med ‘Irene’ og ‘Gunnar’ stærkt dragende, takket være Signe Bagge Johansens rørende klartklingende stemme akkompagneret af Jonas Christoffersens i en medrivende kærlighedsduet. Derudover brillerer Flemming Bendixen og Joachim Engel-Holm som Rosen og Sugemallen, hhv. jøde og nazist.
At stykket drives og spilles af frivillige er en stor styrke, da publikum både tør få smil og latteren frem i den hyggelige og afslappede stemning under forestillingen. Under stykket løfter skuespillernes præstationer sig – hvor det i 2. akt når op mod niveauet på Hovedstadens kendte teaterscener – mon der var talentspejdere tilstede?
Forestillingen er i vid ustrækning tro imod bog og film. På et tidspunkt afviger stykket en del fra de andre fremstillinger af Drengene fra Skt. Petri fortællingen, da klasseforskelle og -kamp bliver fremhævet i større udstrækning end ellers. Dette giver dog anledning for statisterne, særligt de af kvindekøn, til også at få en væsentlig plads i stykket – så det ikke blot bliver en historie bestående af en masse drengeballade.
Gang på gang duperedes man over den fine og kreative scenografi. Let forvandles scenen fra klubbens tilholdssted på kirkeloftet, flot pyntet med Dannebrogssplitflag, til dagligstue, kirke, gade, skovpavillion etc.
Stykket bæres mærkbart af skuespillernes gode kammeratskab. Det er tydeligt for tilskuerne, at skuespillerne har det godt med hinanden og finder glæde i deres samspil – noget ikke helt tosset, når stykket netop drejer sig om unge menneskers nære bånd samt troskab overfor hinanden og Danmark!
Som sidebemærkninger får man i stykket både nævnt statsminister Staunings død og baggrund som cigarsorterer – og hang til damejageri, samt digterpræsten Kaj Munk, med hvem Churchill-klubbens medlemmer bibragte gensidig inspiration. Dette vidner om det store historiske overskud, instruktøren har haft i opsætningen, hvilket giver stykket en ekstra historisk tyngde.
Drengene fra Sankt Petri er herlig og gennemført aftenunderholdning for hele familien. Både bedstemor, der stadig husker besættelsen, og skolestartsbarnet, der kan få en rolig indføring til hvordan det var at leve i “gamle dage”, og som man nænsomt kan indføre i Danmarkshistoriens mørkere kapitel. Og husk: “Nogen skal jo begynde!”
/cse
