Den sidste valgperiode har uden tvivl været en turbulent tid for det Socialistiske Folkeparti, der i 2011 dannede regering med det Radikale Venstre og Socialdemokraterne efter en række forhandlinger i ’det sorte tårn’. Den historie endte – som de fleste er bekendte med – ikke just lykkeligt, og SF måtte inden valgperiodens udløb trække sig ud efter en del tumult.
Nu står SF i meningsmålingerne til ca. 7 %, hvilket Meta Fuglsang mener er meget bemærkelsesværdigt, fordi det faktisk er temmelig stabilt over lang tid; og hun tror absolut, at SF som parti er kommet styrket ud af hele regeringsmiseren. Om meningsmålingerne holder stik vil vise sig ved næste folketingsvalg, der iflg. Meta Fuglsang falder et sted imellem slutningen af maj og starten af juni.
Udnyt udkantens potentiale
Og skulle meningsmålingerne vise sig at holde, står SF til to mandater i Sjællands Storkreds, og det er ikke utænkeligt, at det bliver Meta Fuglsang fra Slagelse-kredsen, der løber med det ene af de to. Dit Slagelse havde sat hende stævne på Slagelse bibliotek til en snak om, hvad folketingsvalget kommer til at betyde. Som lokal repræsentant var det selvfølgelig nærliggende at spørge Meta Fuglsang om, hvorfor det lige netop er Slagelse, hun er stillet op i:
”Jeg kommer oprindeligt fra Svebølle mellem Holbæk og Kalundborg, så Slagelse var den by, vi som børn tog til, når vi skulle til en stor by. Sidenhen har jeg jo også fået et mere professionelt forhold til byen, hvor jeg har fået et rigtigt godt forhold til vælgerforeningen hernede”, siger Meta Fuglsang, der dog alligevel er fuldt ud bevidst om de problemer, man er nødt til at beskæftige sig med i Slagelse – men også i andre ”provinskommuner”:
”Når man politisk vedtager noget, må man tænke det samlede samfund ind i beregningen. Det kan ikke gå, at vi vedtager noget, som kun københavnerne får glæde af, men som den samlede befolkning ikke får nogen glæde af”, siger hun bl.a. med henvisning til de statslige arbejdspladser, der er flyttet ind mod København.
”Dermed ikke sagt, at vi ikke skal vedtage nogen lovgivning, der kun kommer Bornholm til gavn – jeg mener godt, at man kan gøre en forskel. Det er klart, at provinskommuner skal understøttes i højere grad end kommuner som Gentofte og København”, erklærer Meta Fuglsang, der anerkender, at hun ligger på linje med eksempelvis Morten Dahlin fra Venstre – men også, at de to er meget forskellige:
”Forskellen ligger jo i, hvor meget man er villig til at ofre. Jeg er villig til at begrænse noget af selvstændigheden hos eksempelvis universiteterne, såfremt de ikke selv kan finde ud af det. Vi har jo oplevet det med Lyngby, hvor forskningscenteret Lindholm blev lagt under DTU i Lyngby, og det er fint nok rent administrativt. Men de besluttede også at flytte hele centret til Lyngby; og det betyder jo bare, at man flytter en masse akademikere fra Vordingborg Kommune – i sidste ende også nogle rollemodeller”, fastslår Meta Fuglsang og erklærer sig villig til at begrænse selvstændigheden, såfremt det har en negativ lokal samfundsbetydning.
En af løsningerne kunne for Meta Fuglsang være at give kommunerne mere selvstyre, som hun mener er blevet kraftigt indskrænket på det seneste, og som har gjort, at det som lokalpolitiker kan være svært rigtigt at få indflydelse.
”Vi skal lave nogle fornuftige rammeaftaler med kommunerne og huske, at de er vores venner. Kommunerne og Folketinget burde være to sider af samme sag. Men det er vigtigt, at vi har et lokalt demokrati og lokale forskelle”, siger hun, og lægger dermed også op til en diskussion af den kommunale udligning, både hvad gælder økonomien og det generelle samfund.
”Der hvor det er vigtigt at sætte en standard er, hvor mange pædagoger, der skal være pr. barn. Men det er mest ift. kvalitetsstandard. Overordnet set, er det vigtigt med lokale forskelle, men den kommunale udligning er nødvendig. Dybest set er det jo tilfældigt, hvilke kommuner, der har flest penge, ligesom det dybest set er tilfældigt, hvilke kommuner, der ligger tæt op ad København”, mener Meta Fuglsang, der også synes, at vi skal flytte nogle flere statslige arbejdspladser til provinsen. Hun mener, at særligt højrefløjen praktiserer dobbeltmoral i forhold til hele udkantsproblematikken:
”Venstre går og snakker om, hvor vigtigt det er, at noget foregår decentralt, men de har jo selv været med til at smadre det. Det kan jo ikke gå, at man lukker og slukker det hele, for dermed 2 år senere at erklære, at nu skal vi have lys i de gamle rådhuse igen”, siger Meta Fuglsang med et smil.
Lighed – men ingen ligemageri
Meta Fuglsang mener dog ikke, at alle udkantens problemer skal løses politisk. Hun mener blot det er vigtigt ikke at modarbejde udkanten rent politisk, men at give nogle gode muligheder;
”Jeg tror, at det er lidt ligesom med aktier; hvis man taler det op, så får det pludseligt værdi”, siger Meta Fuglsang og lægger op til en ændring i måden at omtale provinsen på, hvor hun i øvrigt selv er bosiddende – og som hun erklærer; bestemt ikke mangler noget.
Det er dog ikke kun provinsen, der har Meta Fuglsangs politiske fokus, om end det fylder en hel del. Også børn og unge er en vigtig del af Meta Fuglsangs politiske program, der – som hun siger – vil gøre alt for, at børn og unge har det godt.
Også retspolitikken er afgørende for den uddannede jurist:
”Vi bruger rigtigt meget krudt på at snakke om retspolitik, når det handler om straf. Men jeg er mere optaget af den helt almindelige danskers retssikkerhed; hele den sociale del af retssikkerheden, er jeg meget optaget af. Nu har jeg arbejdet med det som advokat, og jeg synes, at vi har nogle udfordringer – det gælder også for overvågningen. Hvor meget kan vi tillade os at overvåge”, spørger Meta Fuglsang retorisk, og erkender, at de emner nok ikke er de mest sexede – ikke desto mindre, er det hvad, der optager SF’eren ganske meget. Og hun mener bestemt også, at det kan interessere ’almindelige dødelige’, når hun har været til kaffemøder og mødt folk, der hvor de var:
”Jeg spurgte engang, hvad deltagerne til et kaffemøde havde fået ud af det, efter vi havde diskuteret dagplejetilbud, økologi og en masse andre ting, og de svarede, at nu havde de fået gejst til at gøre noget for lokalområdet”, siger en optimistisk Meta Fuglsang, der generelt set er meget optaget af hele lighedsdebatten, uanset om det handler om den kommunale udligning, om køn eller om noget helt tredje.
”Jeg er ikke sådan en ligemager, men alle skal være lige for loven. Ser man på juridiske sager om socialt bedrageri, så er det svært at føre sådan en sag, og man får ingen juridisk bistand. Ligheden optager mig også ift. børn og unge, hvor alle børn skal have lige adgang og muligheder, selvom deres forældre ikke har det nemt. De skal have en lige adgang til at få en god start”, siger Meta Fuglsang som en afsluttende kommentar til hendes politiske fokus på lighed.
Udlændinge og integration
Dit Slagelse var naturligvis også interesseret i at høre, hvad Meta Fuglsang mener, bliver det vigtigste emne op til valget – og svaret kom da også ganske prompte:
”Jeg tror, vi kommer til at diskutere rigtig meget udlændinge. Det er jo et helt reelt og meget aktuelt emne”, siger hun og fremdrager et eksempel fra en af hendes kampagneture:
”Jeg oplevede, at der kom én hen og fortalte, at hun var holdt op med at stemme på venstrefløjen på grund af indvandring. Hun havde selv været udsat for vold af personer med anden etnisk herkomst. Men for mig handler det ikke om indvandring; hvis det er kriminalitet, vi skal bekæmpe, så er det kriminalitet vi skal bekæmpe, og det er uanset hvilken hudfarve, man har, eller hvilken religion, man sværger til”, siger Meta Fuglsang, der således ikke deler den strammerpolitik, som den brede midte i dansk politik på det sidste har givet udtryk for. Socialdemokraternes nye kampagne anser hun for mere retorik end egentlig politik.
Om retorikken lader op til et nært forestående valg, er der vist ingen tvivl om. Om SF går med i regering efter valget, er der vist heller ingen tvivl om, at det gør de ikke. Meta Fuglsang glæder sig til en valgkamp, hvor SF får en glimrende mulighed for at skærpe sin politiske profil.
Info: Meta Fuglsang er 54 år og bosiddende i Vordingborg.
Hun er uddannet jurist, og har i en årrække arbejdet som advokat.
Hun har siddet i folketinget i flere perioder, og tidligere været næstformand for SF.
Du kan opleve Meta Fuglsang i Ringsted Kongrescenter den 6. maj, hvor hun deltager i debatten om Kaare Dybvads bog Udkantsmyten. Læs mere her.
/Theis Schønning