VOLLEYLIGAHERRER LEVEREDE EN FLOT PRÆSTATION MOD GENTOFTES LANDSHOLDSSPILLERE
VK VESTSJÆLLAND – GENTOFTE, 0-3 (21-25, 25-27, 21-25).

Der var i den grad tale om Davids kamp mod Goliath, da VK Vestsjælland hjemme tog imod Gentofte. Udeholdet havde inden dagens kamp vundet 13 ud af 13 kampe og blot sat to sæt til i sæsonen. De kunne samtidig mønstre ikke mindre end 8 landsholdsspillere med tilsammen over 300 landskampe, så VK Vestsjælland var på en stor opgave.

VK Vestsjælland præsterede dog fantastisk og spillede op mod Gentofte i hele kampen. I første sæt var det tæt hele vejen til 20-21, hvorefter Gentofte så trak fra til 21-25. I 2. sæt var det igen helt tæt, og VK Vestsjælland spillede sig endda frem til sætbolde ved 24-23 og 25-23. Men en netruller på serven og så en dommerfejl afgjorde sættet til Gentoftes fordel, 25-27. 3. sæt var igen helt tæt i starten, hvor holdene fulgtes ad til 10-10. Men så faldt VKVs modtagning sammen, hvor Gentofte trak afgørende fra til 12-17. VKV kæmpede sig tilbage til 17-20, men Gentofte kunne alligevel køre sættet relativt sikkert hjem med 21-25.

Kampens spiller for VK Vestsjælland blev diagonalspiller Konrad Andrulewicz med 13 vundne angrebspoints.

DAMER VANDT UTROLIGT SPÆNDENDE OPGØR OG SKAL NU SPILLE OM AT RYKKE I VOLLEYLIGAEN
VK VESTSJÆLLAND – GENTOFTE, 3-2 (22-25, 26-24, 23-25, 25-18, 15-13)

Hvor herrekampen var uden betydning resultatmæssigt, så havde dagens damekamp den allerstørste betydning. En sejr ville sende VK Vestsjælland i top 3 i 1. division, hvilket betyder kvalifikationsspil til Volleyligaen. VK Vestsjælland er fortsat ramt af skader og sygdom, men alle spillere er dog i bedring og på vej tilbage til topformen. Så det var spændende at se, om VK Vestsjælland var i stand til at sikre sig den vigtige sejr.

Det blev en utrolig tæt kamp, som bølgede frem og tilbage. Cifrene i 1. sæt bar sig tydelige præg af dette, 2-8, 9-8, 19-16, 19-20…. Det var helt tæt ved 22-22, men så trak Gentofte det længste strå til 22-25. I 2. sæt virkede det til, at Gentofte havde sat sig på sættet ved 8-13. VKV kæmpede sig dog tilbage og fik kontakt ved 18-18 og det forblev helt lige til 24-24. Men så var det VKVs tur til at være bedst i de afgørende situationer og sættet blev vundet med 26-24. I 3. sæt kom Gentofte i flere omgange foran (7-11, 10-15 og 15-19, 19-22), men VKV fik kæmpet sig tilbage til 22-22. Men så var det Gentoftes tur til at være skarpest da det gjaldt, 23-25. VKV havde så ryggen mod muren nede med 1-2 i sæt, og kom da også i flere omgange stort bagud, 3-7 og 7-12. Da alt håb nærmest synes at være ude, tog Sabina Adilovic fat i serven, mens Chelsea Ingabire vandt angrebspoints på stribe. VKV vandt de næste 9 points i træk og bragte sig foran med 16-12. Gentofte fik næsten kontakt ved 19-18, men så var det Freja Madsen der leverede stort i serven, hvor VKV vandt de næste 6 points, 25-18.

Der var nu lagt op til det 5. og afgørende sæt, som skulle afgørende VKVs fremtid. Som så mange gange før i kampen skulle det vise sig, at svinge frem og tilbage. VKV lod til at bringe sig afgørende i front med 7-4 og 10-6, men ganske symptomatisk for kampen, så leverede Gentofte et flot come back til 10-10. Holdende fulgtes derefter ad til 13-13, hvor VKV skiftede anfører Michelle Steffensen ind for at serve. Det gjorde hun godt, og VKV tog de vigtige points til 15-13, hvor hæver Sabina Adilovic lavede det afgørende blokpoint. Jublen brød ud i Korsørhallen og forløsningen var stor over, at det målet fra sæsonstart om top 3 i 1. division (og dermed kvalifikationsspil til Volleyligaen) nu endelig var opnået.

Kampens spiller blev Therese Piper, som særligt i slutningen af 5. sæt stemplede ind med nogle meget afgørende angrebspoints på centeren.

Spilfordeler Sabina Adilovic leverede en solid indsats i kampen mod Gentofte Volley. Fotograf: MortenO.com