I weekenden den 25.-26. februar blev der afholdt Danske Ungdoms Mesterskaber (DMU) i atletik, det foregik i Skives indendørs atletikhal. Slagelse Atletik DELTA deltog med 8 atleter og de leverede det bedste DMU for atletikklubben nogen sinde. Med 10 medaljer heraf 4 guld, 2 sølv og 4 bronze, hele 9 klubrekorder blev forbedret og så blev der også sat en Dansk Ungdoms Rekord. Hertil kommer så også to 4. pladser og fire 5. pladser.
Af de 41 atletikklubber der deltog ved mesterskaberne, endte Slagelse Atletik DELTA på en samlet 6. plads på medaljestatistikken, foran mange af de større atletikklubber.
Nikolaj Grønbech som deltog i drengegruppen 14-15 år, vandt hele 4 medaljer. Det blev til guld i stangspring med 3,70 meter, en forbedring af hans egen seniorklubrekord med hele 20 cm. Den anden guld blev vundet i kuglestød, hvor han fik kuglen ud på 13,75 meter. De sidste to medaljer var af bronze, da han sprang 5,60 meter i længdespring og løb 9,15 sek. På 60 meter hæk.
Lucas Soulier var også med i 14-15 års gruppen og han vandt en bronze på 800 meter, hvor han med 2,09,53 min forbedrede klubrekorden for 15 årige drenge. Det blev også til en klubrekord på 200 meter til Lucas, da han løb 25,49 sek. Og kom ind på en 8. plads.
Hos pigerne i samme aldersgruppe vandt Josefine Andersen guld i trespring med 11,34 meter, hvilket også er ny Dansk Ungdoms Rekord for 14 årige piger og over 1 meter længere, end sølvvinder kunne springe. Josefine fik også to 5. pladser, da hun sprang 5,06 meter i længdespring og stødte 10,60 meter i kuglestød.
Hos de 16-17 årige piger deltog Mathilde Lindhart Byrgesen i kuglestød og det blev til bronze, med et stød på 11,90 meter.
Jeppe Kristensen forbedrede klubrekorden i kuglestød for 18-årige, idet han med 13,62 meter blev nummer 4 hos de 18-19-årige drenge.
I samme aldersgruppe blev det til senior klubrekord for Mathias Andersen på 400 meter, da han løb den på 53,89 sek. Og kom ind på en 5. plads.
Laura Grønbech gjorde lillebroren kunsten efter ved at vinde stangspring. Laura sprang 3,50 meter og endte derved øverst hos de 18-19-årige piger.
I samme gruppe deltog også Nickoline Andersen, som kom hjem med to sølvmedaljer. Den første blev vundet i længdespring hvor hun med 5,22 meter kun var 1 cm fra guldet, den anden blev vundet i kuglestød, hvor det blev til 12,00 meter. Længdespringet var også klubrekord for 19- årige piger. Klubrekord for 19-årige blev det også til for Nickoline på 200 meter, da hun løb 26,72 sek. og kom ind på en 5. plads. På 60 meter hæk satte Nickoline senior klubrekord med 9,50 sek., hvilket blev til en 4. plads.

Josefine i længdespring. DM i Atletik, Slagelse Atletik Delta, feb.2017, Skive.
Laura, DMU Atletik, fra Delta Slagelse, vandt guld i stangspring feb.2017 i Skive.
Josefine, Dansk Ungdoms Rekord i trespring, Skive, feb. 2017, Atletik Delta.

 

 

 

DM i Atletik, Skive feb.2017. Slagelse Atletik Delta. Jeppe i kuglestød.