En lokalt udviklet kampagne, der samtidig er et velgørenhedsprojekt, er kommet i rigtigt fint selskab. Projektet og kampagnen hedder “Bag for en Sag” og er udviklet af Lars Møller fra Slagelse, communication director hos det internationale reklamebureau, Havas.
Bag for en Sag er i finalen i den prestigefyldte og globale konkurrence “HMG Award 2016”. Der deltager kampagner fra over 100 lande. Der er 7 forskellige kategorier og Bag for en Sag er nomineret I den prestigefyldte “Best Meaningful Brands Campaign”. I denne konkurrence deltager en række af verdens stærkeste brands og virksomheder som f.eks. Adidas, BBC, Renault, SONY, Barclays m.fl.
I kategorien hvor Bag for en Sag er nomineret, er der kun indstillet 3 kampagner til finalen. Og uanset om Bag for en Sag vinder eller ej, er Lars Møller bade stolt og tilfreds: “Det er en helt utrolig anerkendelse, at være blandt verdens bedste kampagner. Det er fantastisk for os at kæmpe mod verdens stærkeste brands og nogle af verdens bedste kampagner. Og uanset om vi vinder eller ej, betyder det utroligt meget for vores projekt”.
I stærkt selskab.
Resultatet af konkurrencen offentliggøres onsdag d. 8. marts og Bag for en Sag er i stærkt selskab. Der er som nævnt tre kampagner I finale. Udover Bag for en Sag er det en kampagne for Barclays, der er verdens 4. største bank (med 185.000 medarbejdere) og den anden er en stærk oplysningskampagne fra Alzheimerforeningen I England.
Lars Møller sidder til dagligt på reklamebureauet Havas I København, der er verdens 5. største reklamebureau- og medievirksomhed med ca. 900 afdelinger fordelt på 110 lande. Og det er en et kæmpe cadeau for Bag for en Sag, at Havas Worldwide nu vil bruge Bag for en Sag globalt, til at markedsføre Havas og udstille bureauets kompetencer i hele verden.
Børns Vilkår har spillet stor rolle.
Det er 12 år siden, at Lars Møller opfandt og etablerede Bag for en Sag og inviterede Børns Vilkår med i kampagnen. Projektet handler om at børn I skoler og børneinstitutioner, bager til fordel for børn I Danmark der har det svært. Pengene der kommer ind går direkte til Børns Vilkårs arbejde med BørneTelefonen. Udover at projektet indtil videre har doneret ca. kr. 16. mio. Til BørneTelefonen, har Bag for en Sag medvirket til at øge kendskabet til BørneTelefonen betragteligt, hvilket betyder at mange, mange tusinde flere børn har kunnet få hjælp. Bag for en Sag har også til formal at give børnene interessen for bagning og madlavning, at lære dem om råvarerne, køkkenets værktøjer m.v.
Bag for en Sag har udviklet sig til i dag at være en af Danmarks allerstørste events, og det forventes at der I år deltager ca. 1.700 skoler og børneinstitutioner landet over. Også blandt skoler og institutioner i Slagelse Kommune er der stor opbakning. Her deltager en lang række af skoler og børneinstitutioner.
Lars Møller understreger, at uden den enorme indsats fra Børns Vilkårs dedikerede og dygtige medarbejdere, og uden indsatsen fra mange hundrede tusinde børn, lærere, pædagoger, forældre der hvert år deltager, var vi ikke nået så langt. “Vi er stolte af nomineringen, og vi er stolte af samarbejdet med Børns Vilkår. Der er alt for mange udsatte børn i Danmark. De skal have alt den hjælp de kan få. Rigtig mange får heldigvis stor og god hjælp hos BørneTelefonen” slutter Lars Møller, og ser frem til afgørelsen på torsdag.