Vinmarkerne

Danmarks største vingård, Dyrehøj Vingård på Røsnæs i Kalundborg, skal markedsføre Danmark i Norge. Vinen skal blandt andet repræsentere landet på events i Oslo, som en del af et samarbejde imellem Danmarks officielle turistorganisation, VisitDenmark og VisitVestsjælland.

Samarbejdet er kommet i stand igennem VisitVestsjælland, som er den officielle turistorganisation for Kalundborg og Slagelse Kommuner.

Tom Christensen fra Dyrehøj Vin: ”Vi er glade og stolte over, at Dyrehøj Vingaard kan være med til at promovere dansk vin og destinationen Sjællands Vestkyst. RÖS vine fra Dyrehøj Vingaard har nu nået et international niveau og kan for alvor sætte Danmark på vin-verdenskortet”.

VisitDenmark arbejder med andre danske virksomheder, som hjælper med at brande landet i den store verden. Deriblandt Georg Jensen, Ecco, Arla og BoConcept. Årsagen til, at vinen er kommet ind i billedet er ganske simpelt, at historien om den danske vin passer rigtigt godt ind i fortællingen om Danmarks brede vifte af smagsoplevelser.

Vidar Mørch, direktør for VisitDenmark Norge siger: ”Nesten alle nordmenn har besøkt Danmark én eller flere ganger, og produktkjennskapen er generelt meget høy. Derfor er det også viktig for oss å vise nordmenn alt det nye og spennende, som foregår i Danmark – alle nyhetene som folk måske ikke er klar over. Dyrehøj Vingård, og Sjællands Vestkyst generelt, har meget nyt og spennende å by det norske publikum på, og vi er veldig glade for å samarbeide omkring de danske dager i Oslos mest ekslusive shoppingarena”

Det er første gang, at Dyrehøj Vin bliver repræsenteret i udlandet. Samtidig er det første gang, at Sjællands Vestkyst er repræsenteret i events af denne størrelse på det udenlandske marked. VisitVestsjælland satser i år stort på internationale markeder, blandt andet igennem kampagner i både Norge, Sverige og Tyskland.

Vinbønderne fra Dyrehøj Vingård og medarbejdere fra VisitVestsjælland tager til den første messe i Norge allerede til maj måned.

Lancering i København

Netop fødevarer er i høj grad med til at sætte fokus på destinationen, der med et stort udvalg af lokale råvarer, lokalt producerede fødevarer og restauranter, der sætter smagen af Sjællands Vestkyst i højsædet, skal vække nordmændenes appetit for ferie i Danmark.

Omkring 2.4 millioner nordmænd besøger hvert år Danmark, hvilket gør landet til Danmarks anden største rejsemarked. Samtidig er nordmændene konsekvent de turister, der har det højeste turismeforbrug i Danmark.

Lars Nielsen, adm. direktør i VisitVestsjælland udtaler: ” Sjællands Vestkyst er som destination ikke stor nok til at kunne få opmærksomhed alene på et marked som Norge. Derfor er det vigtigt, at vi støtter op om de aktiviteter, VisitDenmark arbejder på. Så er det utroligt dejligt, at vi har producenter som Dyrehøj, der kan hjælpe med at skabe ekstra opmærksomhed til landet. ”

VisitDenmark i Norge har siden 2010 markedsført Danmark som feriedestination gennem en årligt tilbagevendende event ”Smak på Danmark”, som har skabt opmærksomhed og begejstret det købestærke norske publikum.

’Det er dejligt at være norsk i Danmark’ er et brand, som har en høj kendskabsgrad på det norske marked. Nordmændene har stor forkærlighed for Danmark, for dansk mad og hygge. Netop derfor skal nordmændene smage dansk vin for at blive inspireret til at holde ferie i landet.