Slagelse Museum – Besat og Befriet

”Halt…” runger det igennem gaden ved Slagelse Museum. Til minde om Danmarks befrielsesdag i denne uge, afholdt Slagelse Museum et event i lørdags. De mange aktører var klædt som i 1940’erne. Alle gæster fik et identifikationskort, som de skulle have på sig hele tiden.
– Det var sjovt med de kort, som vi skulle vise, hver gang tyskerne kom. Min far var lige ved at blive taget af tyskerne, fortæller Isabella Gross, 13 år.
Undervejs i arrangementet blev tyskerne mere og mere krævende – som under besættelsen. Børn og voksne hjalp med at smugle hemmelige beskeder forbi tyskerne og afkode disse i ”byens” systue. Hver gang en tysker kom for tæt på, blev alt gemt bag noget stof. Den kvindelige tyske kontordame var meget interesseret i systuen, men kunne lokkes væk ved at se på en kjole, som hverken hun eller hendes tyske soldaterven havde råd til. Ikke kun børnene syntes, at det var sjovt at løse koder; forældrene kastede sig også over opgaven. De hemmelige beskeder fandt de rundt om på museet.
Anton og Gustav Timm, 8 og 11 år, hjalp sammen med deres mor med at smugle beskeder og pakker for modstandsbevægelsen. Pakker blev smuglet fra købmanden til systuen af deltagerne, som listede sig forbi tyskerne eller fandt på fantasifulde forklaringer på indhold og hvorfor de havde pakkerne, så ikke tyskerne fattede mistanke. Især det at smugle pakker var rigtig sjovt, syntes Gustav, mens drengene var enige om, at det med at smugle koder var lidt for spændende, så det lod de deres mor om.
Anton nød at afkode de hemmelige beskeder, men da der var sabotage på værkstedet, lige da de opholdt sig i nærheden, blev det lidt uhyggeligt. Også Christoffer Rahbek, 7 år, syntes at skuespillene var meget livagtige, så det gøs lidt i ham. Gustav syntes til gengæld, at netop sabotagen havde været rigtig interessant og fulgte med i passende afstand. Hver gang en af tyskerne kom for tæt på, opløstes mængden af tilskuere for ikke at blive taget med. Der var jo forbud mod at forsamle sig på gaden.
Christoffers mor Mia var begejstret for hele sceneriet:
– Det var rigtig godt og tro mod virkeligheden.
Blev man træt af afkodningen eller ikke var så glad for at smugle pakker, så var der mulighed for at udfordre sig selv med gamle lege. Christoffer syntes især, at dåsekast var sjovt og overlod afkodningen til forældrene. I nærheden muntrede andre sig med tovtrækning og bolde.
Flere benyttede sig for muligheden af et lille hvil i cafeen, hvor det bl.a. var muligt at købe kaffe med Rich’s. Cafeen blev drevet af ’byens’ jødiske par, som sidst på dagen måtte flygte – kort før befrielsen. Christoffer var meget begejstret for et udstillet gevær, som han syntes var meget sejt.
– Der lød luftalarmer, hvor vi skulle gå indenfor. Tyskernes uniformer var godt lavet, det virkede som om vi var der dengang – Jeg fik et chok, da tyskerne pludselig kom midt imens vi sang, fortæller Isabella, som bl.a. var med til at dele flag ud, da Danmark blev befriet sammen med en anden pige.
Da det glade budskab om Danmarks befrielse lød i gaden blev der flaget, tyskerne blev fanget og jøderne kom tilbage.
– Det var en fantastisk oplevelse. Det var en god måde at opleve historien på, udtalte Gustav og Antons mor Anne efter arrangementet og påtænker at vende tilbage næste år.
Gæsterne havde fundet vej fra flere landsdele af Danmark, enten fordi de var i sommerhus ved stranden eller på familiebesøg. De lokale havde hørt om arrangementet i avisen, på Facebook eller museets hjemmeside eller fordi de mødte de udklædte soldater og modstandsfolk, som gik rundt i byen en halv time før, for at gøre reklame for sig selv. Skulle der være nogle blandt læserne som gerne vil med næste gang, så hold øje med de nævnte medier. På www.vestmuseum.dk kan man under aktiviteter følge med i de mange kommende arrangementer. Det næste event med udklædte aktører finder sted til efteråret.

Fotos venligst leveret af Katja Svendstrup.


Besat og befriet. Slagelse Museum. Foto: Katja Svendstrup
Foto: Katja Svendstrup. Besat og befriet. Event ved Slagelse museum maj 2017
Slagelse Museum, event.
Aktører i “Besat og befriet”. Event i anledning af datoen for befrielsen efter 2. Verdenskrig. Foto: Katja Svendstrup.