Torsdag d. 14. maj, Kristi Himmelfartsdag, er for mange vestsjællændere noget helt særligt i år. For første gang nogensinde er det lykkedes FC Vestsjælland at spille sig i en pokalfinale, hvor løverne fra FCK venter på Danmarks nationalarena, Telia Parken.
FC Vestsjælland har i samarbejde med Egons Rejsebureau arrangeret bus tur-retur til Parken med en masse hygge og god fodboldstemning inden det store fodboldbrag. Med i prisen er udover billetter til kampen og busturen en mulighed for at smage på hovedsponsorens specialiteter, nemlig øl og vand fra HARBOE samt FCV-underholdning på Østerbro Stadion inden kampstart.
Tilmelding til busturen skal ske senest d. 12. maj kl. 12. Du kan se mere om hvordan det gøres samt læse mere om priser og andre informationer på FC Vestsjællands egen side.