Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Slagelse Kommune i tidsrummet 4. September 2017 til 12. September 2017.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
HÆNDELSER
SKÆLSKØR: Brand i båd var bål på land
I går klokken 15.16 fik politiet en anmeldelse om, at der var brand i en båd, der lå et par kilometer ude i farvandet ud for Skælskør. Et redningsfartøj og en helikopter blev fluks sendt af sted. Men selv om det unægtelig på afstand godt kunne ligne en voldsom brand i den båd, der lå i vandet mellem Skælskør og Agersø, så viste det sig faktisk at være en kontrolleret afbrænding, der foregik på land inde på Agersø. Heldigvis var der ingen fare på færde denne gang – og helikopter og redningsfartøj kunne vende hjem igen, om ikke andet så vel vidende at redningsberedskabet fungerede, som det skulle.
SKÆLSKØR: Forsøgte at snyde mormor
Fredag klokken 15 var en 85-årig kvinde fra Skælskør ude for et forsøg på tricktyveri. Hun blev ringet op af en mand, der udgav sig for at være hendes barnebarn, og han forklarede hende, at han gerne ville låne nogle penge af hende og sende en kammerat forbi for at hente dem. Den 85-årige mormor anede imidlertid uråd og afviste “barnebarnet” og fortalte ham, at hvis han ville låne noget, måtte han selv møde op for at hende pengene. Det skete så ikke, men politiet råder til at være ekstra opmærksom og påpasselig, hvis man modtager den type telefonopkald.
SLAGELSE: Utilfreds 38-årig truede politibetjente
Lørdag klokken 3.25 var politiet i Skovsøgade i Slagelse, hvor en mand pludselig blandede sig i politibetjentenes arbejde. Han var aggressiv og råbte ad dem og ville ikke rette sig efter politiet, men stak af fra stedet. Kort efter fik betjentene kontakt med ham igen. Det var en 38-årig mand fra byen, som blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Det fik ham til at optræde truende over for betjentene, og for at få ro på stedet, blev den 38-årige anholdt og taget med til politistationen i Slagelse. Han blev løsladt igen klokken 4.05.
SLAGELSE: 25-årig sigtet for vold
Søndag klokken 21.05 fik politiet en anmeldelse om, at en mindre fest havde udartet til vold. Det skete i Sct. Mikkelsgade i Slagelse, hvor en 21-årig kvinde fra byen var blevet slået i ansigtet af en anden gæst – tilsyneladende umotiveret. Gerningsmanden var stadig på stedet, og der var tale om en 25-årig mand fra Bagsværd, der blev anholdt klokken 21.20 og sigtet for vold. Politiet fandt en klump hash på 2,1 gram og et halv jointskod på den 25-årige, som derfor også blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den 25-årige blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 0.25.
SLAGELSE: 22-årig havde hash og kniv
Politiet fik tirsdag klokken 4 en anmeldelse om, at en mand stod og sparkede på en dør på banegården i Slagelse. Da politiet kort efter ankom til stedet, stak den pågældende af, men blev løbet op på Sdr. Stationsvej af politibetjentene. Det var en 22-årig mand fra Høng, som viste sig at have seks gram hash, to gram skunk og en jagtkniv med en klinge på 9,5 cm på sig. Den 22-årige blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og knivloven. Han blev taget med til afhøring på politistationen i Slagelse og blev løsladt igen klokken 5.54.
KORSØR: Mange besøgte politi-stand ved folkefest
I anledning af Korsør Kulturel Folkefest havde politiet en opstilling med en patruljevogn på både Kajgade fredag aften og Motalavej lørdag fra klokken 8 til 16, hvor man kunne møde sit lokalpoliti, og få en snak om fx nabohjælp, konfliktråd, indbrudsforebyggelse og andre politiemner. Der var god stemning og rigtig mange kom forbi – bl.a. for at få taget billeder af deres børn og unge sammen med betjentene, men også for at tale om og få mere at vide om politiets arbejde.
SLAGELSE: Polsk bil kørte ind i træ
Fredag klokken 23.33 kørte en polsk varebil af uvisse årsager ind i et træ på Gyldenholmvej i Slagelse. En mandlig polsk passager med ukendt adresse var kommet slemt til skade og blev fløjet til Rigshospitalet til behandling for sine skader. En polsk mand og en polsk kvinde blev begge sigtet for spirituskørsel, da betjentene på stedet ikke kunne afgøre, hvem af dem, der havde ført bilen.
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
---|---|---|---|---|
Korsør | Bøgevej | Hus | Mandag klokken 3.25 | Ikke umiddelbart stjålet noget |
Korsør | Bøgevej | Hus | Mandag kl. 3.25 | Intet |
Slagelse | Tordenskjoldsgade | Hus | Mandag klokken 9.15-17.50 | To hvilestole og tre PH-lamper |
By | Vej | Tidspunkt | Kommentar |
---|---|---|---|
Slagelse | – | Klokken 10.45-12 | Tre blev sigtet for at bruge håndholdt mobil under kørslen |
By | Vej | Tid | Type | Kontrol- lerede |
Fart- bilister |
Tilladt | Hurtigste | Klip |
---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Slagelse | Slagelse Landevej, Sørbymagle | Klokken 7.46-11.20 | ATK | 946 | 34 | 80 km/t | 111 km/t | Et klip |
Slagelse | Kalundborgvej | Fredag kl. 13.55 – 19.50 | ATK | 2747 | 39 | 60 km/t | 96 km/t | 5 |
Slagelse | Fladholtvej | Klokken 7.54-10.45 | ATK – bestilt færdselskontrol | 29 | 2 | 60 km/t | 70 km/t | – |
Slagelse | Slagelse Landevej, Sørbymagle | Klokken 11.26-13.46 | ATK | 1226 | 23 | 80 km/t | 101 km/t | – |
Slagelse | Bildsøvej | Klokken 16.13-19.45 | ATK – bestilt færdselskontrol | 153 | 23 | 50 km/t | 80 km/t | Fem klip |
Slagelse | Slagelse Landevej | Klokken 13.42-15 .20 |
ATK | 635 | 18 | 80 km/t | 104 km/t | – |
Slagelse | Hashøjvej | Fredag klokken 11.14-13.47 | ATK – bestilt færdselskontrol | 46 | 4 | 50 km/t | 96 km/t | En betinget frakendelse |
Slagelse | Slagelse Landevej, Sørbymagle | Fredag klokken 8.04-10.30 | ATK | 745 | 26 | 80 km/t | 106 km/t | – |