Efteråret banker på, de mørke aftner rykker nærmere, og traditionen tro fyldes Slagelse Kommune i uge 44 med fest og glade toner, når det igen er tid til den landsdækkende Spil Dansk uge. Ugen er musiklivets festuge, og den fejres i hele kommunen med et væld af forskellige aktiviteter med livemusik. Igen i år er målet at skabe en uge, hvor musikken spiller for alle, og derfor er der både jam på Baderen, høstbal for dagplejere og vuggestuer, pigepower og De dødes nat på programmet.
Siden 2001 har Spil Dansk været en fast del af danskernes årlige kulturkalender med musik for enhver smag og aktiviteter spredt ud over hele landet. 2017 bliver derfor heller ingen undtagelse i Slagelse Kommune.
Musikken skal ud i alle kommunens hjørner
– Spil Dansk ugen er en sand festuge, hvor den danske musik skal nå ud i alle hjørner af kommunen og i alle afskygninger inden for musikkens verden. Der venter derfor både børn, voksne, unge og ældre en uge fyldt med musikalske arrangementer gennem et mix af input fra professionelle kunstnere, amatører, frivillige og lokale ildsjæle.
Ud over de planlagte arrangementer så er der jo også mulighed for fællessang på f.eks. sygehuse, spillesteder, i gågaden og i virksomheder. Fællessang har jo netop den fordel, at alle kan være med, og man kan synge overalt – i Byrådet synger vi jo f.eks. også inden byrådsmøderne. Så jeg håber rigtig mange vil benytte ugen til at opleve enten et eller flere af de mange spændende arrangementer eller måske selv starte en fællessang, siger formand for Kultur-, Fritids- og Turismevalget Troels Christensen (I).
Årets program byder på flere hemmeligheder
Du kan allerede nu begynde at planlægge, hvilke arrangementer I Spil Danskugen fra den 30. oktober til 5. november, som du ikke må gå glip af. Årets program byder bl.a. på Syng med aften i Korsør Kulturhus, Klassisk Spil dansk-koncert på Slagelse Musikskole, børnekoncert i Slagelse Musikhus og Fest i dødsriget på Badeanstalten. Det er dog ikke alt, du kan planlægge på forhånd, for i år er programmet en tand mere hemmelighedsfuldt end de foregående år.
– En del af musikken præsenterer vi i år som pop-up koncerter i forretninger i Slagelse, Korsør og Skælskør by i løbet af ugen. Her kan man, mens man handler, op-leve alt fra træblæsertrio til flere forskellige sing a song writers samt Skælskør Marinegarde og Slagelse Garden. Så måske skal man overveje at sprede sin shopping ud over flere dage i uge 44, så man får det hele med. Målet er, at få musikken mest muligt ud til borgerne, dér hvor borgerne er, og det er jo bl.a. i byrummet, siger leder af Slagelse Musikskole og MGK Berit Paludan.
Optakt til spil dansk – hør dig selv i radioen
Kan du ikke vente med, at det bliver Spil Dansk-uge, så kan du allerede nu forberede dig og synge dansk. Som optakt til Spil Dansk Ugen opfordrer P4 og Spil Dansk nemlig danskerne til at synge Ulige Numres store hit ‘Frit Land’, optage det med mobilen og sende det til P4. Alle stemmer, høje som dybe, unge som gamle, kønne som knap så kønne, bliver derefter samlet til ét stort kor, og det færdige resultat bliver spillet i P4 Morgen den 2. november under Spil Dansk Ugen. Deadline for at indsende dit bidrag er den 18. oktober, og du kan læse mere om, hvordan du er med på spildansk.dk. Her finder du også kalenderen over alle Spil dansk-arrangementer i Slagelse Kommune og resten af landet.
Fakta om Spil Dansk
Spil Dansk Ugen er årets store fest for dansk musik og musiklivet fra 30. oktober – 5. november. Spil Dansk har til formål at udbrede, udvikle og sætte fokus på dansk musikkultur. Der er tale om et samarbejde lokalt, regionalt og nationalt. Både interessen for ugen og antallet af arrangementer er steget støt gennem årene. Således forventes der i år over 1000 arrangementer i hele landet.