Tirsdag og onsdag i forrige uge er pædagogstuderende i Slagelse blevet undervist af medarbejdere på ”APP-værkstedet”, der eksempelvis har mennesker med nedsat funktionsevne og autister med særlige talenter i sin medarbejdergruppe.
Rollerne blev byttet om tirsdag og onsdag i forrige uge, da 15 studerende fra pædagoguddannelsen i Slagelse pludselig ikke var vejledere, men var gruppen, der skulle vejledes af blandt andet mennesker med nedsat funktionsevne og autister.
Vejlederne kommer fra virksomheden ”App-værkstedet”, der bød på et kursus i at udvikle sine egne apps. Det er netop en kompetence, der efterspørges i pædagogfaget i disse år, hvor IT-platforme i stigende grad bliver brugt til at kommunikere i blandt andet specialpædagogikken, så eksempelvis netop autister og handicappede lettere kan få kontakt, ligesom de lettere kan få et overblik over deres omgivelser og deres dagligdag.
Underviser på pædagoguddannelsen Bolette Kvist er utrolig glad for det forløb, som de to parter har lavet og siger:
”I løbet af to dage har vi både stiftet bekendtskab med en ny form for samskabelse, hvor det er målgruppen, der faciliteter processerne for pædagogerne, og vi har været vidne til hvordan Adam Holst driver det socialt entreprenante projekt ”App-værkstedet. Og så er vi blevet introduceret for værktøjer til at kreere vores egne spil og apps, der nu er klar til afprøvning. Hele forløbet har sat os i stand til at tænke didaktik samt pædagogisk kommunikation og formidling på helt nye måder”.
Alle kan bruges
Hun synes, at App-værkstedet er en fantastisk virksomhed, fordi den aktiverer mennesker fra en samfundsgruppe, der ellers typisk vil have svært ved at finde et arbejde på normale vilkår.
”Det er vigtigt for os alle at mærke, at vi skaber værdi til samfundet, og det gør de på App Værkstedet på samme måde som alle andre teknologivirksomheder. Jeg er blevet meget imponeret over den viden og de formidlingsevner, som vores undervisere havde”, siger Bolette Kvist, der regner med et fortsat tæt kontakt til medarbejderne i App Værkstedet.
”De har jo kontor lige her på Campus, så vi kan komme forbi og stille spørgsmål og få hjælp. Og så tænker jeg da også, at vi snart skal have kontakt igen, når vi skal lave lignende forløb med andre studerende”.