Bryd vanen. Prøv en måned uden alkohol og se, hvad det gør ved dig. Det er budskabet i kampagnen Hvid januar, som Sundhedsstyrelsen står bag.
Selvom danskernes alkoholforbrug er faldende, er december stadig en måned, der for mange står i alkoholens tegn. Der bliver drukket glögg til julestuerne, snaps til julefrokosten, juleøl til risengrøden, rødvin juleaften og champagne nytårsaften. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at rigtigt mange af os vågner op med en lyst til at drikke mindre i januar. Men det kan måske være lettere sagt end gjort.
For mange mennesker er alkohol nemlig blevet en vane, og det er ikke nødvendigvis helt ligetil at ændre sine vaner og sin livsstil. Kampagnen Hvid januar skal give folk en anledning til at bryde vanen og tage fri fra alkoholen i en periode.
”Hvis man gerne vil ændre sine vaner, drikke mindre og leve sundere, kan HVID JANUAR være en rigtig god anledning. Når folk spørger, hvorfor man ikke drikker, kan man sige: Jeg holder hvid januar. Hvid januar giver folk en mulighed for at slippe fra drikkepresset,” siger Stine Flod Storgaard, der er chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen.
Hun understreger samtidig, at man kan stige af og på, som man vil, og at det altså ikke nødvendigvis skal være hele januar.
”Tanken er, at en længere periode uden alkohol giver mulighed for, at man reflekterer over ens forbrug. Man bliver mere bevidst om, hvor mange og hvornår ligegyldige genstande ryger ned. Måske mærker man, at man sover bedre og får mere energi. For mange får det den positive effekt at forbruget også på længere sigt bliver lavere.,” siger Stine Flod Storgaard.
Selvom danskernes alkoholforbrug er faldende, har vi stadig en kultur, hvor der bliver budt på alkohol i mange sociale sammenhænge og det kan for mange være svært at takke nej.
”Selv hvis man skal køre bil eller er gravid, er det ikke alle, der mener, at det er en accepteret begrundelse for ikke at drikke,” siger Stine Flod Storgaard.
I en undersøgelse som Sundhedsstyrelsen i 2015 fik gennemført blandt 45-65årige mænd fremgik det, at lidt under hver tredje oplever, at det kan være svært at sige nej tak til at drikke i sociale sammenhænge.
Få gode råd til, hvordan man kan bryde med sine vaner og hold dig opdateret med nyheder og meget mere på kampagnens facebookside som du finder her.
Hvid januar bliver støttet af en række kommuner og organisationer. Se hvilke her -der kan du også melde din egen organisation eller kommune til kampagnen.