Ungdomsspillerne i Skælskør Badminton Klub får gjort særdeles positivt opmærksom på sig selv for tiden. Det oplyser Skælskør Badminton Klub i en pressemeddelse.
Onsdag d. 14. marts blev Lukas Kristiansen således kåret til idrætsambassadør af Slagelse Idræts Råd bl.a. på baggrund af sit Danmarksmesterskab i U17E herredouble i 2017. Slagelse Idræts Råds formål med idrætsambassadører er bl.a. at fastholde unge i idrætsmiljøerne efter konfirmationsalderen, at borgere i Slagelse Kommune bevæger sig og at kommunens borgere er medlemmer i de lokale foreninger.
Weekenden d. 10-11. marts var klubbens ungdomshold i aktion i holdturneringens afgørende runde og her sikrede klubbens U15B hold sig en sikker førsteplads – stort tillykke til holdet bestående af: Camilla Søgaard, Sofie Bardenfleth-Hansen Løjborg, Klara Parbst Jespersen, Mads Iversen, Casper Danielsen, Daniel Christiansen, Anton Steen Hansen og Jeppe Bardenfleth-Hansen Løjborg! Holdet er skal dermed spille finale om Sjællandsmesterskabet ligesom holdet er kvalificeret til DM. Skælskør Badminton Klubs U17/19M hold stod for weekendens højdespring, da de inden dobbeltrunden lå på en 5. plads i midten af tabellen, men efter to sejre endte på en flot 2. plads. En placering der gør at også U17/19-holdet bestående af Jeppe Thun Jørgensen, Victor Popp Henriksen, Anders Rasmussen, Mikkel Christoffer Hansen og Tobias Rønbøg også skal spille finale om Sjællandsmesterskabet, ligesom holdet ligeledes er kvalificeret til DM.
Weekenden forinden var flere Skælskør spillere repræsenteret ved Skælskør Badminton Klubs Nykreditcup d. 3-4. marts for U17/19M og A spillere. Her var Tobias Rønbøg med helt fremme i U17/19M, hvor det blev til hele tre 3. pladser i hhv. herresingle, herredouble og mixdouble. Anders Rasmussen markerede sig også flot i U17/19A-rækken, hvor han gik hele vejen i herredouble, samt fik en 3.plads i herresingle. Godt gået drenge! Samme weekend var Klara Parbst Jespersen i aktion i U15B i Gladsaxe Søborg og her gik hun til tops i både damesingle og damedouble, hvilket gav point på kontoen og oprykning til U15A-rækken – stort tillykke!
Vi glæder os over de mange flotte fremgange og præstationer, samt ser frem til at se spillerne fortsætte det gode arbejde på træningsbanerne.